Coorina, Northern Territory, Australien, 13. juli
Det er ikke meget, vi normalt læser avis, når vi rejser. Men, lige i dag var der en, der havde efterladt Northern Territory News fra 12 juli oppe ved campingpladsens køkken, så lad os lige kigge i et læserbrev:
(...)traske op ad gedestier til meningsløse udsigter...sidde i sværme af myg og høre på primitiv indfødt stammeævl om hvordan dette land blev til...endnu mere primitiv grafiti, som de kalder aboriginal kunst...så ingen dyreliv...burde kalde det KakaDON'T
Jeg er ikke i tvivl om, at Mr. B. Ford har haft et rigtigt dårligt besøg i Kakadu nationalpark. Det er måske et spørgsmål om hvad, man kommer her for, for vi har lige været her i 8 herlige dage og oplevet en fantastisk natur.
Som vi skrev om i forrige brev, så er Kakadu enormt stor - 20.000 kvadratkilometer. Samtidig er omkring 14.000 kvadratkilometer dækket af samme naturtype, en tropisk savanne med spredt bevoksning af eukalyptus-træer og højt græs.
Kakadu på den forkerte måde: 14.000 kvadratkilometer savanne gennem en forrude (ja, man kører i venstre side hernede!). Med en park af den størrelse slipper man ikke lidt planlægning hvis man vil nå at opleve forskellige eksempler på den rigdom af vidt forskellige naturtyper, der faktisk er her. Ellers kan det godt blive som at køre op gennem Sverige - en efterhånden lidt klaustrofobisk fornemmelse af at køre gennem en tunnel af de samme træer, time efter time.
Vi startede med 4 dage i den nordlige del af parken, hvor vi boede på campingpladsen i byen Jabiru, der er den eneste egentlige bebyggelse herinde. Byen eksisterer primært som bolig- og serviceområde for den store Ranger uran-mine, der ligger omgivet af nationalparken. Blandt byens store attraktion er, at den indeholder det eneste supermarked på et område på 20.000 kvadratkm! Her sørger man for at fylde sin esky (den traditionelle australske store kølekasse, som alle har i bilen) med ferskvarer og is, inden man kører videre.
Vi ville gerne have været helt oppe nordpå ved West Alligator Head, hvor floderne i Kakadu løber ud i havet, men vejen derop er endnu ikke farbar, her et par måneder inde i tørtiden. I stedet nåede vi op til Ubirr og fik det første indtryk af, at her er meget andet end uendelig ens savanne. På vejen op mod Ubirr kommer man op langs klippevæggen Arnhem Escarpment, der knejser som en 2-300 meter høj mur, flere hundrede kilometer lang, og danner grænsen mellem Kakadu og Arnhem land.
Ved Ubirr kan man klatre op på en udløber af klippevæggen. Det er en svedig tur i 34 graders varme, og niveauet i vandflaskerne synker hurtigt, når man finder en klippesprække med lidt skygge til et hvil.
Oppe på toppen åbner der sig et fantastisk syn: i stedet for den vante tørre træklædte savanne ser man ud over et netværk af brede frodige floddale. Vender man sig om, ser man ud over knastørre solsvedne døde klipper, og ser man ud over klipperne, ser man i distancen savannen brede sig sydover mod horisonten. Det er et fantastisk 360 graders panorama over al den natur, man nede fra vejene slet ikke aner er der. Vi talte med en anden dansk familie en aften omkring barbequen på campingpladsen, og de fortalte, at deres børn havde beskrevet dete som at stå midt i Disney-filmen Løvernes konge. Det var faktisk en rammende beskrivelse.
Bevæger man sig ned i floddalene møder man et system af mudrede floder og billabongs. En billabong er et, mere eller mindre permanent, vandhul, der bliver tilbage når regntidens oversvømmelser trækker sig tilbage. Efterhånden som tørtiden hersker skrumper de fleste billabongs mere og mere, og de bliver koncentrerede samlingssteder for alle former for liv, ikke mindst for det utroligt rige fugleliv, som Kakadu er berømmet for.
Langs alle floder og vandhuller står der advarselsskilte om, at man ikke må bade, soppe eller komme for tæt på kanten. Ifølge skiltene er der masser af krokodiller alle steder med permanent vand, og man skal passe rigtigt godt på, så naturligvis holdt vi respektfuld afstand fra floden den dag, vi vandrede langs East Alligator River. Men, efter et par dage i parken får man lidt fornemmelsen af, at det er ligesom hjemme på vestkysten: vi fortæller turisterne, at der er rav overalt, men det er godt nok sjældent, at man ser det i virkeligheden.
Vi stoppede et sted, hvor man kunne se ud over floden, og kiggede en 10 minutters tid ud over det mudrede vand. Enkelte fisk plaskede, men ellers var vandet roligt og livløst.
Indtil:
PLASK! En af de halvt sunke træstammer, der flød ude i floden, vendte sig pludseligt om, og begyndte at svømme MOD strømmen.
Da vi først havde fået øje for det, vrimlede det med krokodiller ude i floden. Vi var rigtigt glade for, at vi hele tiden havde holdt den dersens respektfulde afstand til vandkanten. I løbet af to dage, ved henholdvis East Alligator og Yellow Water talte vi 26 krokodiller. Den er altså god nok, og det er ikke for sjov, at man i brochuren skriver, at det eneste sted, man anbefaler folk at svømme, er i svimmingpoolen i Jabiru!
Efter 4 dage i Jabiru pakkede vi teltet sammen og flyttede os et godt stykke mod syd til Coorinda, for at se den sydlige del af parken.
En af Berthas mange gode egenskaber (ud over et fedt stereoanlæg og et lidt nervøst temperament, der udmønter sig i, at tyverialarmen går igang på vilkårlige tidspunkter) er, at hun er udrustet med permanent firhjulstræk og mulighed for spærredifferentiale. Nu skulle hun sættes på arbejde.
I den sydlige del er der mange fantastiske naturoplevelser gemt for enden af lange og temmeligt dårlige jordveje, der bugter sig som knaldrøde slanger gennem skov og krat. Ved næsten alle beskrivelser af vidunderne står der et lakonisk 4WD access only - kun tilgængelig med firhjulstrækker.
En af de helt fantastiske ture, vi tog, var ind til Jim-Jim vandfaldet. Den første del af turen gik med at få rystet eventuelle nyresten til grus af godt 40 km riflet grusvej. Grusvejene betegnes som corrugated (riflet), og det giver måske et lille indtryk af vejkvaliteten, at det samme ord på engelsk bruges om bølgeblik! Det forhindrer nu ikke de lokale i at fræse forbi med 70-80 km i timen i en støvsky, så man de næste par hundrede meter kører nærmest i blinde (note til selv: Bertha trænger MEGET til nye vinduesviskere!).
De sidste 10 km ind til Jim-Jim forsvinder grusvejen og bliver til et sandet hjulspor over sten og gennem vandhuller. Her kom Bertha virkelig til at arbejde for føden. Det gik nu helt fint, bortset fra et enkelt sted, hvor en uerfaren 4WD-chauffør (ja, det var Bo) var ved at grave os ned i sandet ved at prøve at styre sig igennem i stedet for at bare lade bilen trække. Bertha viste sig som en rigtig dame og fik os elegant gnavet fri af kørefejlen.
Efter alle kørestrabadserne og en sej vandretur over ujævne klipper og store sten ventede en fantastisk belønning. Inde i bunden af en smal kløft med 200 meter lodrette gule og røde klippesider falder vandet ned i en kølig sø.
Selvom vandfaldet skrumper i størrelse med tørtiden (til gengæld kan man slet ikke komme derind i regntiden) var det stadig vildt imponerende at stå og se 200 meter op i luften på to kolonner af vand, der styrter sig over kanten og ned mod en.
Ja, vi var der selv!
Kakadu har været en kæmpe oplevelse, og selv om vi, efter mere end en uge, er ved at være mættede af grusveje og naturoplevelser, kunne vi sagtens blive ved. Der er også meget andet, vi ikke har fået plads til at fortælle jer om her, fra kølige naturlige svømmehuller på toppen af et 100 meter højt vandfald ved Gumloom til kæmpe termitboer, der står som en forladt storby langs vejen. I får lige er par billeder af det her, inden vi lukker og slukker for Kakadu - for denne gang:
Vi tilbragte i alt 9 skønne dage i Kakadu med en masse indtryk af både kultur, historie og, især, natur. Vi har det sådan, at der kommer et tidspunkt, hvor det begynder at blive svært at tage flere indtryk ind, før de gamle har fået lov til at bundfælde sig.
Vi har efterhånden lært, at vi kan suge indtryk op en lille uges tid, og så skal vi bruge en dag på at fordøje dem. Det plejer heldigvis at passe med, at vi er ved at løbe tør for rent tøj. Så den sidste dag i Kakadu fik vi vores gennemsvedte og rød-støvede tøj smidt i en vaskemaskine og hængt på tørresnoren. Og mens det bare hang der og passede sig selv tilbragte vi resten af dagen i poolen, inden vi næste morgen pakkede telt og soveposer sammen og vendte snuden tilbage mod Darwin for et par dage.
Kakadu ligger et nord-Australsk stenkast uden for Darwin: det vil sige, at der kun er omkring 250 km! På turen holder Anders og hans rejsekammerater til på Berthas rummelige bagsæde; fra venstre mod højre er det Dinky med sin unge Di, Ur, Biver nummer 2 og Bamse Victor. Sidstnævnte er i øvrigt veteran fra Anders' Australienstur i 2003.