la Dolche Vita

12. august, Broome, Western Australia,

Der er nogle steder i verden hvis navne i sig selv er omgivet af et legendarisk skær. Steder som Ulan Bator, Timbuktu, Samarkand. Steder, der fremkalder billeder af et magisk mål, fyldt af fred og overflod, for enden af lange, farlige karavane-rejser.

OK, det ville nok være at strække begreberne lidt at sætte byen Broome i Western Australia, som vi nu er ankommet til, på denne liste, men alligevel: efter næsten 3 uger fra Darwin med uendelige øde strækninger, tørt sand, hullede jordveje og solsveden og storslået natur kom Broome til at stå for os som noget magisk for enden af denne del af rejsen.

Broome er den første større by siden Darwin, og det sted, hvor vi slår os ned i uges tid for at nyde det nemme liv med skyggefulde campingpladser, havudsigt og nem adgang til dagligdags bekvemmeligheder. Et sted, hvor vi kan drive den af og lade op til næste del af rejsen.

Måske har man kun en begrænset kapacitet for selv de største oplevelser. Efter Windjana Gorge ramte vi i fællesskab muren: nu kunne vi ikke klare mere sandsten, mere støv, flere tænderklaprende ujævne veje, flere store oplevelser. Vi sad om aftenen foran teltet under stjernehimmelen og kunne alle føle det samme, som ingen af os rigtigt kunne få sig til at sige: skal vi ikke bare tage videre nu? Der var mere, vi kunne have set herude i outback'en, men måske ville vi kun have set det uden at se det, have taget billeder af det uden at opleve det.

Det er noget af det skønne ved at rejse sammen som familie, der både kender hinanden så tæt og har rejst så meget sammen før. Ingen havde lyst til at sige det og føle sig som et utaknemmeligt skarn over ikke at sætte pris på det næste vidunder for enden af den næste jordvej, men vi vidste allesammen hvordan vi allesammen havde det. Og næsten i tavshed blev vi enige: i morgen pakker vi sammen og kører igennem til Broome.

Batterierne var flade, og trængte til at blive ladet op.

Så nu sidder vi i skyggen ved siden af teltet med udsigt ud over det azur-blå hav, lytter til vinden i palmerne og foretager os stort set ingenting. Og nyder det nemme, søde liv i fulde drag. Og nyder vores held: Broome er nordvest-Australiens store feriemål, og campingpladserne er fast book'et helt op med fastliggere. Rigtigt mange pensionister flygter fra vinteren i den kolde sydlige del og flytter i campingvogn heroppe nogle måneder hvert år. Det var vi ikke lige klar over, så vi ankom lige ved lukketid i den naive tro, at det, som alle andre steder, ville være en formssag at finde en teltplads. Vi fik den allersidste plads, der var i hele Broome!

Inden vi tog hjemmefra havde vi fyldt en papkasse med danske bøger, blade og slik, og sendt den til os selv. Den lå og ventede på os på posthuset i Broome sammen med en meget velkommen ekstra pakke fra Karen (Lones mor, for de af jer, der ikke kender hende) med flere bøger, krydsord og Anders And blade. Det er en af de mest elskede traditioner på vores rejser: hente pakker på posthuset og trække sig tilbage til en cafe (det blev en McDonalds denne gang - nogle traditioner ændrer sig trods alt når man begynder at rejse med børn), flå pakkerne op og gå amok over ting hjemmefra.

Ikke mindst Anders var lykkelig: selvom han har klaret sig langt bedre end vi havde troet muligt med at læse engelske bøger lyste øjnene op ved synet af en stor stak bøger på dansk. Lone forsvandt ind i danske krydsord, og Bo brugte lang tid på at regne ud hvor mange Piratos han må spise pr dag, hvis posen skal holde turen ud (det kan her nogle dage senere meddeles, at min selvdisciplin ikke er hvad den iøvrigt aldrig nogensinde har været: den pose Piratos, der skulle have holdt i 53 dage, holdt i 5...).

En anden ting, vi selvfølgelig skulle når vi kom til en rigtig by igen, var at holde pizza-orgie. Efter den sidste pizza i Darwin for en måneds tid siden var Anders kommet til at lide alvorligt af lavt pizza-niveau. Da noget af det første, vi så da vi kørte ind i Broome ved mørkets frembrud, var et stort neonskilt, der udpegede den lokale Eagle Boys (en australsk pizzaria-kæde) var der ingen tvivl om hvad aftensmaden skulle stå på næste dag. Og med vores sædvanlige rejseheld viste det sig, at næste dag netop var den dag, hvor der var særtilbud på to store pizzaer! Så det blev til to store papkasser med "Meatlover's pizza with BBQ sauce", som omgående blev fortæret ude på parkeringspladsen (Eagle Boys er et take-away sted, men pizzamanglen var så akut, at vi ikke kunne vente de 5 minutter, der ville tage at køre tilbage til campingpladsen).

Når ellers vi ikke bare flader ud ved teltet med bøger og blade hjemmefra, eller taler om prinsesse Mary med overbevist royale pensionister (her skal man, som overbevist republikaner, holde gode miner til slet spil: hernede hedder hun konsekvent Our Mary) er hovedattraktionen i Broome at tage til stranden. 5 minutters kørsel fra campingpladsen ligger Cable Beach, der er en af Australiens mest berømte badestrande (selvom Eders Ydmyge Korrespondent her, som barnefødt nordjyde nu ikke er SÅ nem at imponere: den minder en del om stranden ved Blokhus, bare med ordentligt vejr). Her kan man tilbringe dagen med at ride på kamel på sandet (det er faktisk RET så sjovt), eller på Boogie-Board ude i de store fede surfer-bølger (vi får vist aldrig Anders med hjem herfra).

Eller, som én af os, der ikke skal nævnes ved Lones navn, ligge og sole sig mens man diskret kigger lidt på de lækre, bronzebrune og veltrænede australske livreddere (Lone benægter denne del) (og nej, der kommer ingen billeder af dem!).

Efter en uges tid her er vi ved at være klar igen. Nu lokker vestkysten med koraller, delfiner og sikkert også nogle flere sandsten.

ps. Nå jo, der er jo lige én ting, vi skal have med: Vi er afsted i 101 dage (eventuelle numerologiske konspirationsteoretikere vil her bemærke, at det er PRÆCIST det samme antal dage, som det tog Thor Heyerdahl at sejle til Polynesien ombord på Kon-Ti-Ki. Jeg ved ikke lige hvad konspirationsteorien i givet fald skulle gå ud på, men find evt. selv på en, hvis du har dette behov)

Fredag den 10. august om aftenen havde vi været afsted i 50 1/2 dag, og rundede dermed halvvejsmærket på turen. Det skulle selvfølgelig fejres med stor barbeque-buffet (vi købte ind og grillede til mindst to familier...) og, i overenstemmelse med endnu en af vores rejsetraditioner, med chokoladekage, så de næste 50 1/2 dag kunne indledes med solid mavepine. Lige som det skal være.

Tilbage til oversigten