##*&€!@%## ELENDIGE AND!!!

Carnarvon, Western Australia, Australien, 29. august

OK, måske en underlig overskrift, men der er en forklaring.

På vej mod delfinerne i Monkey Mia stoppede vi over i byen Carnarvon, og endte med at blive der en håndfuld dage.

Carnarvon udtales med tryk på anden stavelse: carNARvon. Og med australsk accent udtales det præcist lige som navnet på Anders Ands koleriske nabo på Paradisæblevej, Hr. Knarrvorn. Måske er det bare et udtryk for almindelig rejsekuller, her hvor der er en måned tilbage af turen, men her i Knarrvorn, undskyld, Carnarvon, er hans rasende ELENDIGE AND blevet et fast mundheld for os.

Jeg tror, at det kan have noget med rejsekuller at gøre, for der har været flere udbrud af denne her på det sidste. Fx har det været et gennemgående tema i flere dage, at Bo læste etiketten forkert på vores glas med pulverkaffe. Der står "Money back guarantee" (fuld tilfredshed eller pengene tilbage), men Bo kom til at læse det som "Monkey back guarantee". Det har siden udviklet sig til en lang og ret kompleks historie om en eller anden, der møder op i supermarkedet for at klage over kaffen, hvorefter de straks kommer rullende ude fra bagbutikken med en sækkevogn med en ret pissed-off 400 punds gorilla, som han så får med hjem. Håber, at vi er færdige med at lave mærkelige ansigtsudtryk og mumle "ha' banan, NU!" inden vi kommer hjem til I normale mennesker.

Coral Bay var en fantastisk oplevelse. Men, én god ting ved at være kommet til Knarr... undskyld, Carnarvon, er, at vi nu igen kan komme i brusebad i ferskvand. I Coral Bay var ferskvand strengt rationeret til drikkevand - alt andet vand i hanerne var brakvand. Og, som det turde fremgå af billedet, så kan man få en noget, nåja: hårrejsende, frisure af en uge i saltvand. Lone beder mig meddele, at efter en ferskvandshårvask er hun nu nede i normal højde igen.

Vi rejste hjemmefra inden jordbærsæsonen rigtigt var kommet igang, så vi misser årets sædvanlige orgie af friske jordbær fra boden henne ved siden af Gauerslund Kirke. Heldigvis er der jordbærsæson her i byen, så vi fik indhentet det forsømte.

Carnarvon er center for frugtavl i hele Western Australia. I et smalt bælte langs Gascoyne-floden (mere om det) ligger der omkring 180 store frugtplantager med bananer, mango, vindruer og alle mulige af de, som det hedder i Den sømand han må lide, "de frugter bonden aldrig ser". Vi var ude og besøge en af plantagerne og blev vist rundt i bananmarkerne. Selvom vi altså godt ved, at bananer faktisk kommet et-eller-andet sted fra og IKKE vokser i Bilka, er det lidt mærkeligt at gå rundt mellem række efter række af bananpalmer og se dem vokse i store klaser. Eller, rent faktisk, ikke banan-palmer, for vi lærte, at bananer er en ét-årig afgrøde, der kun giver frugt én gang. Lone, der udtaler sig med den vægt, det giver at være autoriseret biologi-lærer, påpeger, at bananer dermed egentligt er en slags urt. Langt fra mig skulle det være at sige en uddannet folkeskolelærer imod, men jeg synes altså stadig, at det lyder underligt at tale om banan-urter? Omvendt hører jeg jo til dem, der mener, at bacon er et krydderi og burde udnævnes til æresgrundstof, så......

Når man rejser rundt i Australien er der meget, der vender omvendt. De kører i den forkerte side af vejen, der er vinter i juni-juli-august og sommer december-januar-februar, solen står i nord kl 12 og der bliver koldere jo længere sydpå man kommer. Det kan vi så leve med; de skal have lov til at være sære hernede. Men, nu stopper tolerancen altså snart, og dråben, der fik bægeret til at flyde over (eller rettere omvendt) er floden her ved Carnarvon.

Byen er hovedby i Gascoyne-området, der, opfindsomt, er opkaldt efter Gascoyne-floden. Når man kommer ind i byen skal man over en bro over en bred flod - altså bortset fra, at der ikke er noget vand i den. Det er bare en 100 meter bred sænkning, der er fyldt med sand. Vi var enige om, at hvis de skal opkalde en hel egn efter floden, så var det mindste, de kunne gøre, da at huske at hælde vand i den.

Nu har vi fået historien: der er skam masser af vand i den - det er bare en på-hovedet-flod. Flodlejet er en dyb rende af sand, så alt det vand, der løber ud i floden, siver direkte ned gennem sandet, indtil det når et lerlag omkring 18-20 meter nede. Hernede løber vandet så (og pumpes op til frugtplantagerne). Den tørre overflade, vi kan se fra broen, er altså godt nok flodbunden - det er bare undersiden af flodbunden. Der vender opad. På en eller anden måde.

Nu tager de sig altså snart lidt sammen med alt det her på-hovedet-værk.

Kysten lidt nord for Carnarvon er en åben, brat og lodret klippekyst ud mod det Indiske ocean. Mellem stedet her og Afrikas østkyst er der intet land til at bryde bølgerne, så de dønninger, der ruller ind mod klipperne er kæmpestore. Nogle steder er klipperne gennemhullede, så vandet presses ind og skyder op i 10-20 meter høje lodrette gejsere, de såkaldte blowholes. Andre steder mødes de indkommende dønninger med resten af den foregående, der er på vej ud igen, og gigantiske skyer af vand drøner op i luften. Prøv at kigge i nederste højre hjørne af billedet til højre ovenfor: der står 3 tyskere og giver lidt skala til tingene.

Mens vi stod og kiggede på de fantastiske bølger fik jeg et chok: der drev noget sort rundt i overfladen lige uden for der, hvor bølgerne begyndte at brække. Lige før havde vi set en fyr i en sort trøje, der stod helt ude ved kanten, derude hvor vandet rammer, og jeg troede, at det var ham, der var blevet skyllet ud. Heldigvis stod han der stadig, og lige med ét gik det op for mig: det var rygfinnen af en hval! Vi havde godt nok læst, at der var mulighed for at se nogle af de pukkelhvaler, der drager langs kysten her, men ingen af os havde troet, at vi ville komme til det. Halvkvalt fik jeg råbt HVAL, HVAL og Lone og Anders nåede også at se den komme op over overfladen og trække vejret, inden den dykkede ned igen. Det var helt vildt at se den kæmpestore ryg komme op over bølgerne, måske 50 eller 100 meter ude.

Carnarvon er nok ikke den by, som de fleste kommer til at tænke på hvis de hører navnet Australien. Det gælder kun for en lille eksklusiv skare af virkelige nørder (Claus NJ, bak lige en makker op her...). Tilfældigvis hører Bo til denne skare, og det betød, at der var noget, vi bare måtte se.

Se, fra 1964 til 1975 var Carnarvon et knudepunkt i det amerikanske rumprogram under Gemini og Apollo ekspeditionerne. Sagen er den, at man har behov for at kunne følge og kommunikere med rumfartøjerne i realtid under hele flyvningen. Desværre (for denne snævre sammenhæng) drejer Jorden, og undervejs til månen ligger jordkloden derfor og spærrer for radar og radiokommunikation fra det amerikanske fastland (det gør den selvfølgelig også, hvis man "bare" er i kredsløb om jorden). Og her kommer Carnarvon ind: den ligger næsten præcist modsat på kloden af Houston og dækker den del af tiden, hvor Houston er i jordskyggen. Derfor blev der bygget og bemandet en kæmpe sporingsstation hvor op til flere hundrede teknikere sad, omgivet af ingenting og bananplantager.

Det er et fascinerede hjørne af rumfartshistorien (ik'os', Claus?), både teknisk, historisk og organisatorisk. Desværre er selve sporingsstationen væk i dag, men der står nogle af de store antenner tilbage, og er netop åbnet et lille fint museum, hvor Bo kunne flippe helt ud, og Lone og Anders smile lidt overbærende.

Carnarvon viste sig også at være et godt sted for Anders, hvilket var en af grundene til, at vi blev der noget længere end planlagt. Generelt har vi ikke mødt ret mange familier med børn i Anders' alder undervejs, og Anders har faktisk ikke haft legekammerater siden engang i starten af juli, hvor vi mødte et par stykker oppe i Kakadu. Det var vist af og til været lidt kedeligt kun at have far og mor at lege med.

Heldigvis var Carnarvon anderledes - måske fordi vi nu er ved at være kommet så tæt på de tættere beboede egne, at det kan indgå i en 2-3 ugers famileferie. I hvert fald var der masser af børn på pladsen, hvis store hoppeborg fungerede som socialt netværk. Vi så stort set ikke Anders nede ved teltet andet end ved sengetid. På billedet udveksler han Club Penguin (det er sådan noget børn åbenbart spiller og går op i over hele verden) erfaringer og tips med Bradley, der blev en specielt god ven (ham kommer I faktisk til at høre mere om igen senere).

Noget af det første, vi så, da vi ankom til Darwin var en masse reklamer for det store Moskva Cirkus, der lige havde forladt byen. Vi er stødt på deres plakater mange gange siden undervejs, men de har hele tiden ligget en uges tid foran os. Men, nu indhentede vi dem endelig, og så måtte vi selvfølgelig en aften i Cirkus. Det passede helt perfekt med dagen, for det var den samme dag, hvor campingfatter inviterede på Sausage Sizzle: alle på pladsen var inviteret til gratis hotdogs, som hele campingpladsens stab og diverse tilløbere stod og grillede og serverede. Det kunne ikke være bedre - så skulle vi ikke til at lave aftensmad før vi tog afsted.

Cirkus var rigtigt flot med masser af utroligt spændende artisteri og flotte numre. Favoritten var dog pauseklovnenummeret, hvor den ene klovn skulle puste en kæmpeballon op, og på en eller anden måde, som vi aldrig helt forstod, kom til at blive fanget indeni ballonen - hvor han så iøvrigt udførte et sikkert ret pikant stripshow. Der røg i hvert fald en masse tøj (ikke mindst blonde-BH'er!) ud af ballonen, mens han dansede så inciterende, som man kun kan, når man er fanget inden i en stor lyserød ballon. Som det ses på billedet til højre faldet nummeret i ret så god jord.

Tilbage til oversigten