Fitzroy Crossing, Western Australia, 4. august
Niels Hausgaard fortalte engang hvorfor en nordjyde aldrig kunne finde på at bruge ordet pragtfuld til at beskrive noget. Den er værd at gentage (om end her efter hukommelsen og tekstet til rigsdansk):
"Pragtfuld" er jo sådan et farligt stort ord. Der er jo ikke noget, der er "pragtfuldt". Jo, hummer smager pragtfuldt. Men, hvis nu man kommer til at sige det, hvad skal man så stille op hvis man næste gang får serveret en endnu større hummer? Det vil jo aldrig gå an.
Sådan har vi det lidt med at beskrive afstande. Vi har tidligere (her) pevet over afstandene i Northern Territory. Men hvordan hulen skal vi så beskrive det næste stykke af turen?
I Katherine er der et T-kryds. Fortæt lige ud, og om ca. 2.500 km rammer du sydkysten nede omkring Adelaide. Drej til højre, og om godt 1.500 km rammer du vestkysten omkring Broome.
Vi skal til Broome og drejede derfor til højre.
I guidebøgerne fylder de her 1.500 km af Australien ikke ret meget. Der er sådan set ikke rigtigt noget herude, i hvert fald i guidebogs-egnet indhold. Der omkring 20 timers kørsel af en tosporet landevej. Undervejs kommer man igennem tre byer: Kununura (på størrelse med Brande), Halls Creek og Fitzroy Crossing (begge på størrelse med Nørre-Snede). Og det er så det. Der er kun denne ene vej, og der er kun disse tre bebyggelser. That's it, folks.
For hver godt 300 km ligger der et roadhouse (folk med styr på deres gamle Doors-plader må naturligvis her gerne nynne Roadhouse Blues: "Keep your eyes on the road/your hands upon the wheel/../The future's uncertain/The end is always near/Let it roll, baby, roll"): Timber Creek, Doon Doon, Turkey Creek og Willare Bridge. Det er en kombineret benzinstation, kiosk og grillbar. Benzinen er en nødvendighed, kiosken har kolde sodavand og maden.... tjaeee, det må man tage som en del af oplevelsen. Man kan måske sige det på den måde, at når man har kørt dette stykke vil man aldrig igen tale dårligt om to franske hotdogs fra en dansk Q8-station.
Brændstof er ret vigtig herude: de tænder først for tanken når du har afleveret dit creditcard eller kørekort inde ved kassen. Der er ingen Michelinstjerner til maden, men man kan altid bruge resten af sit lunkne kyllingespid til at blive gode venner med den lokale hund, der straks dukker op når nogen sætter sig ved bordet ud foran.
I sig selv er det fantastisk, at der ER en vej gennem dette uendelige øde område. Det må have kostet en formue at forbinde byerne, og de kvægstationer og miner, der ligger spredt ud over det kæmpestore Kimberley-område. Aner man konturerne af en australsk Kaj Ikast? Den smule trafik, man møder, er mest firehjulstrækkere med en terrængående campingvogn efter, eller autocampere. Man falder hurtigt ind i vanen med lige at hilse med et par fingre løftet fra rattet hver gang man passerer en modkørende - det er værd at fejre, at man ser andre levende mennesker. Man kan til en vis grad aflæse hvor længe siden det er, at folk sidst har set en anden bil, ved at tælle hvor mange fingre, de hilser med. Én finger: ikke så længe siden, to fingre: det var godt nok et langt tomt stykke og tre fingre: pyha, der ER andet liv herude end os selv.
Så med det in mente blev vi LIDT bekymrede for de to fyre i en gammel Toyota Hi-ace der slap rat og det hele og begge fægtede entusiastisk med begge arme i hele førekabinen så bilen slingrede frem og tilbage over vejbanen da de fik øje på os......
Vejen krydser lange tørre stræk med spredt græs og nogle enkelte træer. Efterhånden som man nærmer sig Western Australia begynder de specielle Boab-træer at dukke op langs vejsiden, og man kan fordrive lidt køretid med at diskutere, om de bedst kan beskrives som "en mumi-trold med uredt hår", "en kæmpe-radise" eller "slagpoplen fra Harry Potter filmen".
Landskabet ligger øde, men ikke ubrugt hen. Der er kæmpestore kvægfarme, hvor kvæget går løst og græsser det meste af året. Med jævne mellemrum kommer man så også forbi et ko-kadaver (et ko-daver?), der ligger og rådner op i vejgrøften.
Men selv om der ikke er meget herude, sådan pr kilometer, så ER der faktisk en masse store naturoplevelser spredt ud langs ruten. Nogle af Australiens flotteste nationalparker ligger her i The Kimberleys, og dem skal vi selvfølgelig også have nogle smagsprøver af.
Det bliver lidt en øvelse i planlægning, valg og, især, fravalg: hvor mange kilometer gider vi maksimalt køre på en dag? Hvor mange dage vil vi bruge for at krydse området? Hvor meget natur kan vi overkomme at se før de enkelte oplevelser glider ud i ét? Hvor kan vi overnatte og hvor kan vi få mad og benzin? Hvilke af de jordveje, der går ud til oplevelserne, er åbne og kan køres med vores niveau af firehjulstrækker-erfaring? Det blev en lang aften med Lonely Planet bøger og kort inden planen faldt på plads. Men mere om det i næste brev.
Og, når nu det SKULLE være, så var det held i uheld, at Bertha valgte at punktere mens vi var i den største by på hele strækningen, Kununura. Vi sparkede lidt på dækkene, talte pengesedlerne og valgte at få nogle nye solide terrængående dæk på baghjulene (forhjulene er helt nye) inden vi skal ud på de rigtigt øde jordveje.
Og, for pokker da, hvor de hjulbolte sad godt fast....