Delfiner og søkøer i Monkey Mia

Kalbari, Western Australia, Australien, 4. september

Efter en håndfuld dage med bananer, russiske klovne og nørdet rumfartshistorie i Carnarvon var det blevet tiden til at flytte os videre til noget af det, vi rigtigt har glædet os til: de berømte delfiner i Monkey Mia.

Monkey Mia er et lille resort, der ligger ud til stranden i Shark Bay. Shark Bay er, ligesom Kakadu (som vi besøgte i starten af turen), et af de steder, der er så specielle, at det er på UNESCOs liste over verdensarv. Særlige strømforhold gør, at der strømmer salt overfladevand ind i Shark Bay bugten, men der kan ikke rigtigt strømme noget ud igen. Fordampningen gør så, at vandet i bugten bliver hyper-salt og der findes derfor livsformer her, som ikke rigtigt eksisterer andre steder i verden.

(nu kommer der lige et langt afsnit, der måske mest er interessant for andre forældre, der rejser med børn. Hvis det ikke lige siger dig noget, så kan du bare scrolle ned: der kommer nogle søde delfiner og sådan noget lidt længere nede :-)

Hvis det ikke i sig selv var grund nok til at tage til Shark Bay, er der for os også én helt speciel grund mere, ved navn Bradley. Bradley er en australsk dreng, som Anders mødte i Carnarvon, hvor de blev næsten uadskillelige. Desværre skulle han videre med sin famile mens vi blev et par dage ekstra i Carnarvon, og det var en hjerteskærende afsked. Heldigvis skulle de videre til netop Monkey Mia, så vi aftalte, at vi ville prøve at indhente dem der et par dage senere. Næppe var Berthas hjul stoppet med at rulle på P-pladsen i Monkey Mia før Anders var ude af døren og løb pladsen rundt for at lede efter Bradley - men uden held. Anders hang noget med mulen, men der var ikke rigtigt noget at gøre ved det: de var åbenbart kørt videre.

Og så om aftenen, mens vi stod oppe i køkkenet og lavede aftensmad lød der pludselig et lykkeligt "Eeenders!" (sådan udtales Anders nemlig på australsk engelsk) henne fra døren, og der stod vennen. De næste par dage så vi igen kun noget til Anders når vi enten skulle spise eller på en tur. Hver morgen stod Bradley sammen med to andre drenge, James og Harry, og ventede udenfor når vi lynede teltet op, hvorefter de alle fire forsvandt ned til stranden tidligt om morgenen, og var så ellers optaget af drengestreger resten af dagen.

To dage efter skulle Bradleys familie igen videre. Ny hjerteskærende afsked, men heldigvis kunne Bradleys mor fortælle hvilken campingplads de ville tage ind på i næste by, Kalbarri. Så, da vi ankom til Kalbarri måtte vi selvfølgelig tage ind på den samme plads, og denne gang var der ingen grund til at lede: Bradley stod og ventede på os ved indkørslen til pladsen da vi rullede ind.

Det er 3. gang, vi er ude og rejse langt med Anders: som 2-årig var han med i det sydøstlige Australien i 4 måneder, som 5-årig var han med 5 måneder jorden rundt, og nu som 11-årig på denne tur. Det har været fantastisk at rejse med et barn, og hver alder har haft sine helt specielle oplevelser, men hver alder har også haft sine specielle bekymringer for os som forældre. Vi har godt det sidste år eller to kunne mærke, at vi ikke fylder helt det samme i hans verden som før, og at kammeraterne er begyndt at fylde mere og mere. En af bekymringerne for denne tur har helt klart været, om det ville være forkert at tage ham væk fra vennerne derhjemme i 3 1/2 måned, og tage afsted til et område, hvor vi næppe ville finde ret mange jævnaldrende, som han kunne have et fællesskab med.

Det er gået meget bedre, end vi havde forventet og også langt bedre, end vi havde turdet håbe på. Anders har været rigtig god til både at tage del i oplevelserne og bidrage til dem, og har været en rigtig god rejsekammerat. Men, selvfølgelig har det af og til været lidt kedeligt kun at have far og mor at være sammen med, så det har været en rigtig god ting, at han fandt nogen, at være kammerater med hernede. Så er det dejligt at have så meget fleksibilitet i vores rejseplaner, at vi har kunne blive der, hvor kammeraterne var, eller flytte os efter dem. Mange af de oplevelser, vi er gået efter på turen, har været vores oplevelser som voksne, og det var været en vigtig lektie for os at lære, at det at finde jævnaldrende er en del af oplevelsen for Anders, og noget, vi skal indrette vores planer efter.

Nå, men det var Monkey Mia, vi kom fra.

Der er flere steder, man kan sætte teltet op omkring Shark Bay. Når de fleste sætter kursen mod netop Monkey Mia er forklaringen: delfiner.

Ved Monkey Mia er der en fast flok vildtlevende delfiner, der hver morgen kommer helt ind til stranden, hvor de svømmer rundt og jager fisk mellem morgenbaderne fra campingpladsen. Det er blevet en attraktion at fodre dem (delfinerne, ikke morgenbaderne!) med friske fisk, og de kommer helt ind mellem fødderne på de mange tilskuere, der flokkes om begivenheden.

I de senere år er fodringen blevet mere reguleret. Tidligere blev delfinerne overfodrede og vænnede sig så meget til at få maden serveret, at de bare lå i vandkanten hele dagen og ventede. Man konstaterede, at en del delfinunger døde, simpelthen fordi mødrene lå inde i vandkanten i timevis og blev fodret, så de glemte at give ungerne mælk. I dag er det kun nogle enkelte delfiner som får lov til at få et lille antal fisk, under nøje overvågning.

Hver morgen flokkes en masse turister så i vandkanten, hvor parkbetjente fra nationalparken udvælger nogle få, der får lov til at komme ud og fodre. Vi var så heldige, at både Anders og Lone var mellem de udvalgte, og fik lov til at lade en delfin tage en fisk ud af fingrene på dem. På billedet ovenfor til højre er det Lone, der er ude og fodre.

Delfinerne kommer gerne ind to eller tre gange i løbet af formiddagen. Specielt hvis man springer dagens første fodring over, hvor der er en kødrand af mennesker, der skal nå at se fodringen inden de rejser videre, er det et helt specielt syn at se delfinerne komme ind på 30 cm vand og lægge sig forventningsfuldt på siden med det ene øje over vandet, hvor de kigger interesserede efter hvornår der kommer en fisk med en nervøs turisthånd i den ene ende.

Delfinerne er ikke de eneste dyr, der har regnet fidusen ud. Når delfinerne svømmer rundt inde på lavt vand og jager, har hver af dem fast en pelikan hængende i kølvandet. Pelikanerne har regnet ud, at hvis delfinen fanger en fisk, og taber den igen, så er den lige til at samle op i næbbet inden delfinen når at vende sig om for at tage den igen. Det ser rigtigt sjovt ud når pelikanerne med halvåbent næb nærmest surfer på kølvandsbølgen lige bag ved delfinens rygfinne, frem og tilbage langs stranden.

Pelikanerne er ikke tilbageholdende, og ret så nærgående når der fodres. Parkbetjentene har derfor fundet på en afledningsmanøvre. Ca. et halvt minut før de henter spandene med fisk til delfinfodringen går en af dem langs stranden med en stor skrig-gul foderspand, som hun sørger for at rasle godt med. Straks pelikanerne får øje på spanden vralter de forventningsfuldt efter, og i de par minutter, der går inden de opdager snyderiet, kommer de andre snigende rundt om hjørnet med spandene med fisk til delfinerne. Til sidst får pelikanerne så en lille stump fisk fra den gule spand, for at sikre, at de også falder for nummeret næste dag. Parkbetjentene kalder iøvrigt den gule spand for en "Pelican Distraction Device" :-)

Det var virkeligt spændende at se og fodre delfiner på nært hold, og næsten endnu bedre bare at stå i vandkanten og se store flokke af dem springe ud af vandet lidt længere ude. Men, der er masser af andet liv længere ude i bugten, og for at se det, og få en lidt anderledes oplevelse, tog vi ud og sejle en dag. Vi kom på en tur med en stor kapsejlads-katamaran (det er den på billedet til venstre), og fik lov til at slide som små galajslaver med at hejse sejl, inden vi lydløst gled ud over bølgerne. Mellem katamaranens to skrog er der udspændt et kraftigt net, og her fandt Anders den perfekte udkigspost.

Også her langt ude i bugten var der masser af delfiner, der kom hen for at se nærmere på os, cirklede nogle gange rundt om os og kiggede lidt på os med det ene øje over vandet, inden de roligt gled videre for at fiske.

En lille times sejlads ude kom vi til nogle af de store områder med søgræs, der er en af grundene til, at Shark Bay er så salt. Sammen med nogle specielle bundforhold er det søgræsset, der forhindrer vandet i at løbe ud af bugten igen, så det salte overfladevand bliver fanget og fordamper inde i bugten og giver det specielle hyper-salte miljø.

Herude, mellem de underøiske græsmarker, lever der omkring 10.000 sø-køer (Dugon'er). Store lysebrune dyr, der langsomt, næsten dovent, svømmer rundt og græsser på bunden. Shark Bay er hjemsted for hovedparten af den nuværende bestand af sø-køer, der tidligere har været udbredt gennem det meste af Asien. Vi så sø-køer i Zoo i Singapore (der er faktisk også en lille håndfuld i Odense Zoo - det er turen værd at tage over at se dem, hvis I ikke har prøvet), og det var meget specielt også at se dem vildtlevende her. De kiggede lige op for at få vejret engang i mellem (ovenfor til højre), inden de dykkede ned igen og græssede videre. Vandet var så klart, at vi kunne følge dem som store aflange skygger nede på bunden, mens skipper forsigtigt styrede det store sejlskib efter dem.

Sø-køer menes iøvrigt at være baggrunden for myten om havfruer, da de første europæiske søfolk kom til disse egne. Man kan egentligt godt se ligheden, med den aflange lysebrune krop og den store brede halefinne, men jeg vil nu mene, at det godt nok skal have været længe siden, at man sidst var i havn, før man begynder at se ligheden med en ung smuk kvinde med langt gyldent hår og farlige kurver.

Længere inde i bugten ligger der nogle lange kridhvide strande og ligner noget, der er lagt på lager fra sidste gang, man optog en Bounty-reklame. Når man kommer tættere på opdager man, at det ikke er sand, der strækker sig kridhvidt. Det er et over hundrede meter bredt, og 5-6 meter dybt, lag af bittesmå muslingeskaller, der bliver skyllet op i mange-mange-millard tal når det stormer og så gennem årene aflejres i tykke banker. Længere nede i lagene går nogle af skallerne i opløsning når de udsættes for nedsivende regn og de kitter resten af skallerne sammen til noget, der nærmest ligner klipper af muslingskaller.

En del af de ældre bygninger omkring Shark Bay er faktisk lavet af disse muslingskaller, da alle andre bygningsmaterialer skulle transporteres mange hundrede kilometer over uvejsomt terræn. De tæt sammenpressede skaller kan skæres ud til mursten, og vi så et par eksempler på bygninger, der er lavet på denne måde. Det ser vildt flot ud.

Allerinderst i bugten, ved Hamlin Pool, ligger der noget, der enten er dybt kedeligt eller vildt fascinerede, alt efter hvordan man ser på det: der ligger nogle sten, som bare ligger der og ligger. Det er ikke som om de egentligt foretager sig noget, de hverken synger, danser eller laver korttricks.

Og alligevel er de dybt fascinerende. Det er et levende blik tilbage til hvordan jorden så ud for 3,5 milliarder år siden.

Klipperne er nemligt ikke klipper, men kolonier af en tidlig form for cyano-bakterier, der kaldes stromatolitter, som kun overlever her og ét eller to andre isolerede steder i verden. For omkring 3,5 milliarder år siden, da jorden stadig var det nyeste af det nye (sådan på en astronomisk tidsskala) var disse bakterier den første livsform, der begyndte at lave fotosyntese. Atmosfæren var en giftig blanding af kulilte og svovlbrinter, og ingen af de livsformer, vi ellers opfatter som liv, kunne eksistere. Gennem de næste godt 3 milliarder år guffede stromatolitterne stille og roligt den giftige atmosfære i sig og dannede ilt, indtil atmosfæren begyndte at ligne det, vi kender i dag. Først derefter kunne de iltkrævende livsformer begynde at opstå. Og dermed havde stromatolitterne også underskrevet deres egen dødsdom, for nu kunne der opstå iltkrævende livsformer, der blandt andet skulle bruge atmosfærens ilt til at forbrænde det, de spiste. Og det, de spiste, var blandet andet: stromatolitter. Sådan er verden så utaknemmelig.

Som sagt, så ligger de bare der og ligger. Af og til, med meget lange mellemrum, kan man være heldig at se en lille boble i vandet - det er ilt, som de har produceret. Men det er en lidt svimlede tanke og oplevelse, at hvis man havde en tidsmaskine, der kunne flytte én omkring 3.500.000.000 år tilbage (og en rumdragt med en ret godt fyldt iltbeholder), så ville det være sådan cirka det her, man ville få at se.

Tilbage efter vores lille tidsrejse til Hamlin Pool, passerede vi en anden vigtig grænse i universets historie: vi krydsede 26 graders sydlig bredde. Det betyder, at vi nu helt officielt har forladt nordvest-området. Sikke en lettelse, nu behøver vi ikke længere heppe på Brøndby :-)