På eventyr i outback'en

Broome, Western Australia, 8. august

Rent mentalt tror jeg, at vi har opdelt rejsen i to dele: gennem tørre ørkenlandskaber fra Darwin til Broome, og langs kysten fra Broome til Perth. Jeg er ikke sikker på, at det passer med virkeligheden (der er en pæn slat knastør Australien mellem os og Perth endnu), men det er som om vi afslutter én del nu, og starter på en ny. Og sikke en del, vi runder af nu.

I vores sidste rejsebrev fortalte vi om den lange køretur mellem Katherine og her, og gav måske indtryk af, at denne strækning bare var 1.500 km landevej. Det passer på én måde, men er på en anden måde helt forkert.

Der ER den ene landevej, og de tre små byer undervejs. Det er rigtigt nok. Men landevejen er også indgangsporten til nogle fantastiske oplevelser i det australierne ynder at kalde The Outback - alt det ude bagved. Både mod nord og mod syd ligger gigantiske ubeboede områder af ørken og klipper. Knoldede røde jordveje fører fra landevejen, 100-vis, sommetider 1000-vis af kilometer ud i det, der ved første øjekast ligner det rene ingenting, men som indeholder massevis af oplevelser. Det kræver lidt planlægning, lidt tålmodighed og en bagdel, der er parat til at blive lidt øm af at blive bumlet rundt i bilsædet i timevis, men med det, så er der nok at opleve til mange rejser.

Typisk landevej i outback'en - et bredt, bulet og bumlet skrabet jordspor. Og skiltene lyver ikke - der kan nemt være 4-600 km eller mere mellem nogen som helst form for hjælp. Det er her IKKE stedet, hvor man kun tanker halvt op i håbet om, at benzinen er billigere længere fremme. Selv med Berthas pænt store tank fyldt helt op er det en rar sikkerhed også at have en stor 20-liters dunk med benzin i baggagen, og mindst to 20-liters dunke med drikkevand. Dels er der ikke vand tilgængeligt på en del af de steder, man kan campere, og dels skal man helst have vand til at vente mindst ét døgn på hjælp, hvis bilen skulle gå i stykker. Vi har ikke været så langt ude, at der ikke ville komme en bil forbi engang i mellem (vi er bare os, ikke Indiana Jones!), men ellers er det råd, man officielt giver, at man, hvis man brækker ned, skal blive ved bilen, vente til man hører et fly og så sætte ild til sit reservehjul, så der bliver en tydelig røgsølje at se fra luften.

Helt så voldsomt har det ikke været, her på turen over the Kimberley, men vi har været derude, hvor der bliver rigtigt, rigtigt mørkt om natten. Når man ligger ude i ørkenen ved Wolf Creek og nærmeste menneskelige beboelse ligger mere end 100 km væk er det en lidt speciel fornemmelse at kravle ind i det velkendte telt om aftenen. Hvis ellers man kan finde det: billedet til højre viser hvordan den samme scene ser ud, når kvajet bag kameraet har glemt at tænde for blitzen..... (hvis man ser godt efter kan man faktisk skimte stjernerne!)

Mellem Kununurra og Halls Creek ligger en af nord-Australiens helt store attraktioner: Bungle-Bungle nationalpark. Den er på Unesco's verdensarvsliste, og noget, man bare MÅ se.

Den sprang vi over.

Det lyder måske ret tåbeligt, men der var flere gode grunde. For det første er det vanskeligt at komme ind til Bungle-Bungle. Der er flere vandløb, der skal krydses undervejs, og vi blev advaret om, at Bertha nok ikke var den rigtige bil til det (det kræver, at motoren får luft gennem en snorkel, som mange hernede kører med). Vi undersøgte så, om vi kunne komme på en arrangeret tur derind. Yep, men det ville koste os over 1000 dollars for en dag, når vi er tre (og det er 6000 kr plus en sjat). Endelig er der så mange, der skal derind, at man skal booke plads flere dage i forvejen hvis man vil ligge i telt.

Og, endelig, så kan man se nogenlunde det samme i den lille Mirima nationalpark ved Kununurra. Den er let at komme til, lige så smuk, og, fordi alle andre racer videre mod Bungle-Bungle, har man den stort set for sig selv.

Begge steder er landskabet formet gennem millioner af år, hvor denne del af Australien skiftevis har ligger under havets overflade og som solsveden ørken. Hver gang det har ligget under vand er der, gennem mange tusinde år, aflejret sand og mudder, der så er blevet bagt til sten når havet har været borte. Gang på gang, og det, der ligger tilbage i dag, er så et imponerede forrevet landskab af lagdelte forvitrede sandstensklipper i alle tænkelige nuancer af strålende rødt.

Det er blevet lidt af en leveregel for os når vi rejser, at det ikke gør noget, at springe noget over, som man ellers bare SKAL se. Fx har vi nu, efter tre rejser til Australien, endnu ikke set Uluru (eller Ayers Rock, som man kaldte den før der gik politisk korrekthed i det hele). Sommetider er det bedre at lade noget ligge til næste gang, både for at der skal blive en næste gang, og for ikke at lade andres opfattelse af hvad der er must-see styre ens egen rejse.

Nå, men Mirima var fantastisk smuk, og hverken Uluru eller Bungle-Bungle blæser væk med næste kuling fra vest. De ligger her stadig og venter på os.

Efter Mirima, og en overnatning på en lidt mystisk men meget betagende campingplads 15 km ude af en støvet grus-sidevej udenfor flækken Halls Creek var det tiden til at komme så langt ud, som vi nok når denne gang: vi skulle til Wolf Creek for at se verdens næststørste meteorkrater.

Wolf Creek ligger omkring 140 km nede i Tanami-ørkenen. Det tager en fire timer at liste sig derned, for vejene er ekstremt ujævne. Nogle steder kan man drøne afsted med 50-60 km/t, mens man rejser en kilometerlang støvsky bag sig, andre steder er alt over 15 km/t den stensikre opskrift på at få alt i kabinen smidt rundt. 20 km/t og derover giver den rigtigt grimme og dyre lyd af et sæt støddæmpere, der går helt i bund (jo tak, vi HAR hørt den lyd en del gange).

Problemet er de satans corrugations: 7-10 cm dybe knaldhårde riller i gruset på tværs af vejen. Det ser ud som om vejen er lavet af bølge-eternit, og føles ligesådan at køre på. Og trods det kører der også kæmpestore Road-trains herude. Af og til ser man en gigantisk støvsky ude i horisonten, der nærmer sig i stor fart. Så er der kun én ting at gøre - holde HELT ind i siden og stoppe op. Lidt efter gungrer 50-60 meter lastvognstog forbi i et bombardement af grus og småsten, og man venter et par minutter til sigtbarheden er vendt tilbage inden man forsigtigt lister sig ud på vejen igen. Man kan komme til at føle sig meget meget lille.

Lige et sidespring her: noget af det, vi holder så meget af ved at rejse netop i Australien er hele australiernes tilgang til tingene. De gør ikke tingene mere komplicerede end strengt nødvendigt (ekstra side-sidespring af hensyn til svæveflyverne i læserskaren: man kunne godt ønske sig at TRS og Naviair ansatte nogle flere australiere!). Og her har vi så et outback-eksempel: der findes et fint reglement for hvordan man skilter ved vejen og for hvordan godkendte vejskilte ser ud, herunder hvordan man skilter, at der er et led i kvæghegnet tværs over landevejen. Men, når man nu lige har et stykke blikplade og en klat hvid maling, så kan man jo godt se stort på det og lave sit eget skilt. Og budskabet går jo fint nok ind alligevel.

(for de ikke-engelsk-læsende: teksten på skiltet siger "led forude makker")

For omkring 300.000 år siden slog der en meteorit ned herude i ørkenen. En ordentlig basse: man regner med at den har vejet omkring 50.000 tons. Den har hamret et 120 meter dybt hul og kastet en 60 meter høj fuldstændig cirkelformet vold op rundt om hullet. I dag er der "kun" omkring 40 meter vold og ca. den samme dybde hul tilbage, men det er et helt vildt syn at kravle op på volden og se den perfekt cirkel af nedslagskrateret, knapt 900 meter i diameter. Når man kravler ned i selve krateret og går gennem krattet nede på kraterbunden kan man næste ikke lade være med at forvente at finde en glemt forladt civilisation dernede, så uvirkeligt føles det.

Heldigvis vågnede Anders tidligt næste morgen i teltet, så vi var oppe tidsnok til at kravle op på toppen i mørke og se solopgangen over kraterranden. Et helt ubeskriveligt syn at se hvordan mørket langsomt forsvandt, lyset bredte sig ud over ørkenen nedenfor og skyggerne langsomt opstod og gled rundt nede af kraterets sider og bund. Det var værd at stå tidligt op for!

Der behøvede egentligt ikke at være det krater herude for at gøre det til en betagende oplevelse. Jeg læste engang en bog om folk, der var kommet tilfældigt rejsende til små steder i ørkenen og aldrig rigtigt var kommet derfra igen. En af dem forklarede, at han havde set den første solnedgang over ørkenen og vidst, at han aldrig ville kunne forlade stedet igen.

Bare rolig, vi skal nok komme hjem igen, men nu forstår jeg hvad han mente. Kameraet er en dårlig erstatning for øjet, og billedet er en dårlig erstatning for følelsen af horisonten i brand 360 grader rundt om én, men måske kan disse billeder give en svag afsmag af hvordan det opleves.

Og stjernerne. Vi har aldrig anet, at der er så mange stjerne på himmelen. Når man bor i et land, hvor der altid er et skær af lys omkring én, er det fuldstændigt vildt bare slukke pandelygten og sidde og kigge op her i det totale mørke. Langsomt dukker flere og flere stjerner op, mælkevejen skifter fra en svag tåge til et klart lys tværs over himmelen og der dukker bare flere og flere stjerner op mens øjet vænner sig til det. Stjerneskud farer hen over én, ikke som korte glimt men som lange tydelige streger. Man kan sidde solidt i sin stol med støvlerne fast plantet i støvet og pludselig blive helt svimmel og være ved at falde bagover.

Eneste ulempe var, at der var 140 km nyresten-til-nyregrus-rystende vej tilbage til landevejen igen næste morgen.

Og to dage senere bumlede vi igen ud af jordvejene, denne gang godt 100 km nord for landevejen, op mod de to nationalparker Tunnel Creek og Windjana Gorge.

Hvis vejen ned til Woolf Creek var slem, så var den her godt nok stor-slem. Vi blev rystet så meget igennem, at Berthas bagsmæk satte sig fast og ikke ville lade sig åbne, uanset hvad vi forsøgte. Ret upraktisk når telt, soveposer, mad og vanddunke står i baggagerummet, så vi måtte lægge bagsædet ned og vriste det hele ud den vej. Pokkers også - vi måtte finde en mekaniker når vi kom til Broome og få det ordnet. Da vi skulle videre ud fra Windjana Gorge var der 75 km mere af samme slags vej, og på én eller anden måde fik det rystet det hele løs igen, så bagsmækken igen kunne åbnes!

Begge nationalparker ligger ude i ørkenen, men består begge af dele af et gammel undersøisk rev. Det er lidt underligt at høre om, men hvis man kigger godt efter kan man af og til se fossiler af forhistoriske havdyr i sandstenene.

Ved Tunnel Creek har floden skåret sig gennem klipperne i en 800 meter lang tunnel. Her i tørtiden kan man vade gennem tunnelen, tværs gennem et bjerg, hvis man ikke er bange for buldermørke og koldt vand til livet. Et stykke inde fortrød vi godt nok, at vi ikke havde sat nye batterier i pandelygterne, men vi kom da både frem og tilbage gennem mørket.

Vi overnattede ved Windjana Gorge (endnu en aften med åben mund og polypper under stjernehimmelen), inden vi næste dag vandrede gennem den flodkløft, som nationalparken er lavet for at beskytte.

Det er lidt specielt at overnatte ude i outback'en. Der bliver kulsort mørkt omkring kl 17:45, så aftensmaden bliver både lavet og spist i skæret fra tre små pandelamper. En favoritret er derfor at lave kødsovs og pasta sammen i samme gryde - så skal man kun snuse sig frem til én gryde, når man skal hælde op på sin tallerken. Og så bliver her knagende koldt om nattten. Der er (mindst) 30 grader om dagen, men ikke mere end en 4-5 grader (højest) om natten, så efter næsten en måned, hvor det har været svært at sove for varmen om natten, har vi nu fundet soveposerne frem og kravler godt ned i dem med sokker på for ikke at fryse.

Ved Windjana Gorge har floden skåret en 70-80 meter dyb og bred kløft gennem det gamle rev, der rejser sig over det ellers så tørre og flade landskab rundt omkring. I regntiden er kløften fyldt helt op med vand, mens floden er i tørtiden er skrumpet til et roligt vandløb mellem sandbankerne nede i kløften. Her er helt anderledes end resten af landskabet rundt om: knejsende lodrette klippevægge i stedet for flad ørken, frodig og tæt, næsten regnskovagtig skov i stedet for afsvedne græstotter og kølig skygge i stedet for bagende sol.

Det var en virkelig flot vandretur, hvor vi efter at krydset 10 minutters bagende varm slette fra teltpladsen lige med et kom ind i den snævre munding af kløften og så de frodige flodbredder strække sig foran os. Turen går omkring 6-7 km ialt gennem kløften langs flodbredderne og det er som at gå i et mini-Grand Canyon. Det eneste er, at selvom der er hamrende varmt og floden ser tillokkende kølig ud, skal man ikke lige gå ned for at dyppe tæerne. På alle sandbankerne i solsiden ligger krokodillerne og varmer sig. Det er de ikke aggresive ferskvandskrokodiller, men, som de siger, så bryder selv en ikke-aggresiv krokodille sig ikke om at blive hevet i halen... Og selv en ikke-aggresiv krokodille er måske tre meter lang og har et gebis, som man ikke skal spøge med. Så de fik lov til at have de sidste 20 meter af flodbredden for sig selv.

Som vi skrev sidste gang, så er der ingenting mellem Katherine og Broome, andet end 1.500 km øde landevej. Det er rigtigt, men det er også fuldstændigt forkert. Der er en masse at se og opleve.