18. september, Perth, Western Australia,
John Mellemcamp skrev engang noget i en sang om at nå til det punkt i livet hvor man indser at "there're less horses out in front / than riding in the back of the cart" (jeg kan ikke lige huske hvad sangen hedder, men tror nok, at det var på Lonesome Jubilee pladen. Det var i hvert fald dengang, han spillede sammen med Lisa Germano, før hun blev enormt kunstnerisk og træls at høre på) (nå, det var vist et sidespring, men Lonesome Jubilee ER en fed skive. Hermed anbefalet).
Lidt det samme sniger sig ind på os nu. Det virker som en evighed siden (på den gode måde!), at vi sad en aften i Broome og fejrede halvvejspunktet på vores tur. Det har ikke været sådan, at vi var på vej ud indtil Broome og så på vej hjem derfra. Absolut ikke, for efter Broome har vi haft nogle af de største oplevelser på turen.
Men på et tidspunkt dæmrer det alligvel: det lakker mod enden. Fra de andre lange rejser ved vi, at det plejer at dukke op som en række af mere og mere snævre cirkler af "sidste gang".
Denne gang startede den yderste cirkel i IGA-supermarkedet ved kystvejen i byen Kalbarri. Jeg var ved at løbe tør for pulverkaffe til morgenmaden, og pludselig da jeg lagde glasset med en frisk forsyning ned i kurven slog det mig: det bliver nok sidste gang, du skal købe kaffe på denne tur.
Langsomt bliver cirklerne mere og mere snævre: sidste gang, vi skal sætte penge ind på vores telefonkort, sidste gang, vi skal vaske tøj (også kendt som nu-har-vi-rene-underbukser-til-resten-af-turen-punktet), sidste gang, vi skal tanke bilen op.... En dag bliver det sidste gang, vi skal sætte teltet op, en morgen bliver det sidste morgen, vi vågner i soveposerne under teltdug.
|
|
Det endegyldige tegn på, at nu er turen ved at være omme, er den dag, hvor vi rituelt spiser vores nødration. Se, belært af mange års ferier sammen har vi altid en dags nødration af dåsemad med - bare som en sikkerhed den dag, hvor vi ankommer sent til en by, efter at forretningerne er lukkede. Vi lærte det på den hårde måde på en campingplads i Cairns i det nord-østlige Australien for mange år siden, hvor ALT var lukket da vi ankom efter 42 timers busrejse fra Sydney. Den aften bestod vores aftensmad af te og en lille pakke cocktail-pølser af tvivlsom friskhed. Men, lige så fast, som at vi har nødrationen med, er det, at vi ikke får brug for den, og det er blevet et ritual, at slagte den til sidst, så en aften i udkanten af Perth måtte vi æde os gennem to dåser chili med oksekød, der har ligget og skrumlet rundt i bilen siden Darwin.
Vi er ankommet til endestationen, storbyen Perth i det sydlige Western Australia. Hvis man regner forstaderne med bor omkring 1,7 million af de godt 2,2 millioner Western Australia'ere her. Det er lidt en omstilling at komme hertil, når vi nu gennem næsten 3 måneder har vænnet os til store, næsten øde områder. Man begynder at kunne mærke det et par hundrede kilometer oppe ad kysten på landevejen; pludselig begynder bilerne at køre helt tæt på hinanden. Ikke at trafikken er blevet (meget) tættere, men lige med ét holder man ikke afstand, men ligger HELT oppe i kofangeren på den forankørende. Det skete fra dag til dag: et eller andet sted mellem Geraldton og Cervantes skiftede trafikkulturen brat fra at hilse pænt på hinanden og give god plads til at hænge rasende oppe i udstødningsrøret på ham foran.
Vi havde én stor sidste hurdle, vi skulle over inden hjemrejsen: Bertha skal sælges. Mens vi har rejst, har vi ikke tænkt på det; Bertha har bare været en del af turen, et velkomment transportmiddel, et mobilt pulterkammer, en dejligt kølig omgang airconditioning henover bagende varme vejstrækninger (og en hysteriske bil-alarm, som vi stadig ikke har fundet ud af at beherske). Men nu er hun lige med ét blevet til en opgave, et potentielt problem, noget vi skal have ordnet.
|
Vi tilbragte en aften med et bykort over Perth, en telefonbog og en internetforbindelse for at finde en stribe bilforhandlere og få dem tegnet ind på kortet. Så som en særlig service til jer derhjemme; hvis en dag, I skal købe eller sælge en bil i Perth i vest-Australien, så kan I bare bruge billedet ovenfor: der er markeret 6 forskellige bilforhandlere (der er flere, hvis I vender kortet).
Det skulle vise sig at blive en øvelse i frustration at komme godt af med bilen. For det første er bilmarkedet her i Perth helt anderledes end i Darwin, hvor vi købte bilen. Deroppe nordpå er 70-80 procent af alle biler store firehjulstrækkere (faktisk kan man godt få den opfattelse, at hele verdens produktion af Toyota Landcruiser ender i Darwin), hernede kører langt de fleste i "almindelige" små biler. Ud af de første fire, som vi besøgte, ville de to slet ikke kigge på bilen; brugte firehjulstrækkere er der intet salg i.
Den tredje var interesseret, indtil han så bilen. Der lærte vi det næste problem: det er ikke til at sælge en bil hernede, hvis den er indregistreret i Northern Territory. I samme øjeblik han så nummerpladen, så havde det ingen interesse. Næste sted var det det samme: han ville godt handle med os - a'hva? Northern Territory plader? Ingen interesse, uanset prisen.
Vi havde hjemmefra overvejet, om vi selv skulle få den omregistreret til W.A. plader, men det er lidt et bueraukratisk forhindringsløb for en privatperson, som kan tage temmelig lang tid. Ditto for at sælge den privat.
Nå, i sidste ende fandt vi en forhandler, der ville handle med os, og vi fik Bertha solgt til et forhåbentligt godt nyt hjem. Vi fik hende solgt nogenlunde indenfor det, vi hjemmefra havde budgetteret med, men helt sikkert ikke for det, vi havde håbet på. Vi aftalte at beholde bilen en uges tid, så vi havde transport den sidste tid inden hjemrejse.
Selvom det var en frustrerende oplevelse at køre rundt og snakke med bilforhandlere gik det temmeligt hurtigt. Vi besluttede os derfor til at undersøge, om vi kunne tage hjem en uges tid tidligere, end vi oprindeligt havde planlagt. Vi har set alt det, vi gerne ville, vi havde lagt en uges buffer ind til bilhandel, som vi ikke fik brug for, og, helt ærligt, så er vi ved at være mætte af oplevelser. Så vi fik besøgt Singapore Airlines, der med stor hjælpsomhed flyttede vores booking af hjemrejse en uge frem, så vi nu tager hjem den 19/20 september.
|
De sidste dage i Perth skal selvfølgelig bruges godt. Så vi tog i IKEA!
Det er igen noget med rejsetraditioner. Vi har en tradition sammen med Anders om, at når vi har kørt gennem Europa, så må han få kødboller til frokost hvis vi kommer forbi et IKEA (den sommer, hvor vi kørte op gennem Sverige med stadig tiltagende grad af kødbolle-overdosis-forgiftning, var vi ved at fortryde aftalen, men vi har et meget viljefast barn, der mener, at en aftale er en aftale, og en aftale SKAL holdes). Og det eneste IKEA i hele den vestlige halvdel af Australien ligger altså i Perth, så der var ingen vej udenom et besøg. 15 kødboller senere havde vi en meget lykkelig dreng.
|
|
De sidste dage inden afrejsen har vi pakket teltet sammen og er flyttet på vandrehjem inde i centrum af byen. I sig selv en spændende opgave at finde herind, for der er tæt, tæt trafik inde i byen, masser af ensrettede gader og underlige omkørsler. Heldigvis har vi Lone med, der fungerer langt bedre end selv den bedste GPS. Stik hende et kort i hånden og så bare ud i trængslen; ikke nok med, at hun med iskoldt overblik kan styre os gennem både omkørsler og fejlkørsler (med Lones påtagede GPS-stemme: "... hvis muligt, foretag en lovlig U-vending. Hvis ikke muligt, så foretag bare en Ulovlig en bag ved ham lastbilen, hvor ingen ser det"), hun kan også åbne sodavand og finde halspastiller frem til den stadigt mere stressede chauffør, OG underholde bagsædet. Når Garmin engang kommer med en navigator, der kan klare alt DET, så har de sgu gjort det godt.
Vandrehjemmet er rigtigt flot, og har nogle virkeligt hyggelige værelser. Det er i hvert fald første gang, vi har boet på et vandrehjem, hvor vi har pejs på værelset! Desværre ligner det hele et bombenedslag, for vi skal have sorteret i alt vores habengut. Vi har anskaffet os en del ting hernede til campingbrug etc. og vi skal have afgjort hvad, der skal med hjem, og hvad, der skal til nærmeste genbrugsbutik, og have regnet ud, hvordan det hele nu igen skal ned i to rygsække og en duffelbag.
Det plejer at være nogle hyggelige dage til sidst, hvor der er god tid til at pakke og gå og opleve nogle ting i den sidste by, og Perth er ingen undtagelse. Lige som i Singapore brugte vi bl.a. en sjov og lærerig dag på det lokale Science Center (eksperimentarium). Så, hvis nogen af jer derhjemme har ligget søvnløs af spekulationer over, hvordan Lone, Bo og Anders mon ser ud, hvis de bliver filmet med et varmefølsomt kamera, så kan I bare kigge her ovenfor.
Og da vi nu på eksperimentariet kunne få lov til at lege med et varmefølsomt kamera har vi i øvrigt kunne konstatere, at der ER videnskabeligt belæg for udtrykket at være kold i røven. Man HAR faktisk lavere temperatur bagtil end fortil, sådan der lidt syd for bæltestedet!
|
Og så, her på falderebet, skete det, der bare ikke må ske: på en lidt lusket campingplads uden for Perth, få dage før afrejse, fik Bo stjålet sin taske. Skidt med de 30-40 dollars, der var i den. Skidt med creditcard (det fik vi bare spærret med det samme, og Lone har stadig sit kort i behold), men PASSENE! Bo har gået rundt med sit og Anders' pas, og de var pist væk. Et forsøg på at appellere til tyvens bedre jeg via opslag på campingpladsen ("bare behold pengene, men læg passene tilbage") gav selvfølgelig intet resultat.
Og når så uheldet bare SKAL indtræffe, så var vi, som sædvanligt, lidt heldige. Måske kan I huske fra et tidligere rejsebrev, hvor heldige vi var oppe i Kimberley med at Bertha valgte at punktere i den eneste by i området i stedet for ude i ødemarken? Lidt det samme her: det eneste sted, hvor der er et dansk konsulat på hele den strækning af næsten 10.000 km, vi har rejst, er, tadaahhhh, i Perth!
Normalt er vi ikke sådan nogle stor nationalromantikere. Men det er alligevel med en lidt stolt fornemmelse over at være borger i et land, der tager sig så godt af sine borgere, at vi kunne køre ud til et Mærsk-kontor (Mærsk's lokale danske salgschef fungerer som konsul på vegne af udenrigsministeriet) ude i containerhavnen i forstaden Freemantle og blive mødt med stor hjælpsomhed, venlighed og effektivitet. Det føles virkeligt specielt, at der er sådan et lille-bitte hjørne Danmark helt herude, hvor vi kan få hjælp og nye midlertidige pas til at rejse hjem på.
Vi har lige rundet den næst-sidste cirkel af sidste gang: vi har for sidste gang købt ind til aftensmad, så i aften indtager vi vandrehjemmets køkken med den store festmiddag, rødvin og en stor karamelkage fra Woolworths supermarkedet. Så bliver der sagt farvel og på gensyn til et Australien, der også denne gang har budt os på fantastiske oplevelser og godt sammenhold, og der bliver skålet på god hjemrejse, glædeligt gensyn med alle jer derhjemme, og på forhåbentligt snarlig ny rejse.
Vi har nydt at dele vores oplevelser med jer, og håber, at I har nydt at følge med os herned.
Vi glæder os til at se jer allesammen igen. Tak for denne gang.