Darwin, Australien, 2. juni
Pop-quiz: hvorfor er det dumt at love sit barn, der havde trykken for ørene ved landingen i Singapore, at vi nok skal købe noget tyggegummi til ham til næste flyvetur?
Kendere af sydøst-asien vil sikkert allerede kende svaret. Ellers kommer det sidst i dette rejsebrev.
Vi havde et par dage tilbage i Singapore, og masser af spændende ting, vi kunne fylde tiden ud med, så det var mest et svært spørgsmål om at vælge fra.
Én ting, vi selvfølgelig måtte gøre, var at besøge det kæmpestore eksperimentarium Singapore Science Center. Lone har jo linjefag i Natur&Teknik, Anders er vild med alt nyt og Bo kan få en dag til at gå med at gå rundt og trykke dumt på knapper uden nogen anelse om, hvad, der vil ske (man er vel gammel datalog).
Som alle eksperimentarier, vi har set, var også dette både spændende, sjovt, nørdet og lærerigt i en herlig blanding. Centeret er så stort, at vi efterhånden gik hjernetrætte, og vi endte med at forlade det efter en hel eftermiddag uden at have set mere end halvdelen. Det ville være et genbesøg værd.
Fra udstillingen om optiske illusioner: Anders giver den som spøgelse.
Næsten uden pres fra sine medrejsende måtte Bo leve op til sit praleri om at skulle prøve den lokale specialitet "ris med uspecificerede svine-organer".
Mission accomplished: svineorganer bestilt OG spist (bemærk den tomme skål!). Jeg kan ikke helt redegøre for indholdet, men noget af det var i hvert fald lever. Og noget andet af det var...... noget andet. Og et enkelt stykke var der hår på??????
Den sidste dag havde vi en hel eftermiddag, der skulle fordrives mellem check-ud fra hotellet og taxaen til lufthavnen. Vi valgte en drive-dag i den gamle kinesiske bydel Chinatown. Den ligger som en mærkelig verden for sig selv med snævre gyder og lave gamle huse i kinesisk stil, midt mellem alle Deutsche Bank Moderne skyskraberne. Det er som at træde ind i en helt anden verden, fuld af underlige dufte og små boder med mærkelige tørrede urter til traditionel medicin. Vi forsøgte at få Lone til at konsultere en af de små medicinboder for sin hoste, men efter at have kigget lidt på et udvalg af underlige planter, tørrede søpølser og andre uforklarlige ting mente hun, at den hoste nu slet ikke var så slem alligevel.
Gaderne i Chinatown ligner slet ikke resten af Singapore. På det store marked midt i Chinatown er udvalget stort, og ikke helt som vi kender det hjemmefra Rema1000 i Børkop. Adskillige boder solgte levende skruptudser (3 for en flad ti'er), og selv Bos svineorganhærdede mave tog lige en vendetur ved synet af kassevis af kæmpe tudser, der sad og stirrede ham i øjnene (KVAAAKK) mens de ventede på at ryge i den lokale husmoders gryde.
Fulde af oplevelser, men langt fra mættede, måtte vi forlade Singapore med kurs mod Darwin i det tropiske nord-Australien.
Bo har tabt sin transport-sæk til rygsækken, og var noget bekymret for at få en ubeskyttet fjeldsæk gennem en lufthavn. Sådan en sæk er udrustet med en gudsvelsignelse af remme og stropper - lige guf for et sultent transportbånd. I et forsøg på at redde sin elskede rygsæk fik han tapet alle løse remme ind og sækken overlevede turen uskadt!
Glem alt hvad I har læst om kineserinder med indsnørede fødder. Her er den ægte vare: en 90 L MacPac snøret ind i en hel rulle elektrikertape fra et Sinaporiansk supermarked.
Efter en noget bumpet natteflyvetur ankom vi kl 2 om natten til Darwin, Australien, og slap denne gang gennem tolden uden problemer. Vi har før måtte pakke telt og det hele ude for at tolderne kunne sikre sig, at vi ikke bragte jordrester ind i landet (de er meget obs på at beskytte deres landbrug mod skadedyr og sygdomme udefra), men denne gang slap vi. Måske fordi vi kunne fortælle den rørende (og sande!) historie om hvordan vi havde sørget for at vaske alle pløkkene i badekarret på vores luksushotel i Singapore inden vi pakkede!
Vi crashede for natten på et dyrt lufthavnshotel, da vi først kunne komme ind på vores vandrehjem næste eftermiddag, og efter en kort søvn i forretningsrejsendeagtige omgivelser er vi nu tilbage blandt rygsækfolket, hvor vi hører til.
En af glæderne ved at være på vandrehjem igen er, at der er køkken. Så efter godt en uge på udespisning var det en fornøjelse at kunne sætte sig til en grydefuld hjemmelavet mad ude i det lune mørke på terrassen. Vores værelse er fint og har (larmende) aircondition, selvom indretningen og dekorationen måske bedst kan sammenfattes som stilarten Horsens Statsfængsel Classic.
Darwin er en stor destination for backpackere, og her på Mitchell Street, hvor vi bor, ligger vandrehjem og barer tæt, så man godt kan få fornemmelsen af, at alle mennesker i Darwin er 21 år gamle og på konstant udkig efter den næste kolde øl. Der bliver festet noget igennem, så kombinationen af fest, gadelarm og airconditioning gør, at vi (erfarne vandrehjemsbeboere, som vi er) har fundet de medbragte ørepropper frem - de giver en dejlig ro til at sove om natten.
Darwin ligger i troperne, tæt på ækvator, så her er kun to årstider - regntid og tørtid, begge med temperaturer midt i 30'erne. Vi er nu godt en måned inde i tørtiden, så det er en tør varme, der gør de omkring 32-33 grader langt nemmere at holde ud end de tilsvarende temperaturer i Singapore. Og når det bliver FOR varmt, er der 10 minutters gang ned til den krokodille-sikrede kunstige lagune ved havnen. Det er ikke kun for sjov: der er sat krokodillefælder op i havnen, og indtil videre har man fanget omkring 120 krokodiller i år, som alle er blevet transporteret andetsteds hen og genudsat steder, hvor de ikke er i vejen for nogen.
Hjemme var det en noget travl tid inden vi tog afsted, hvor både Lone og Bo havde eksamener op mod afrejsen (Lone var faktisk til eksamen på den dag, hvor vi tog afsted), så vi har brugt Darwin til at komme ned i tempo - og det er den perfekte by til det.
Vi var en aften i biografen, men ikke hvilken som helst. Mørket falder tidligt på her i troperne, så hver aften er der stillet liggestole op nede ved kysten foran et stort lærred, og så vises der udendørs film under stjernerne mens flagermus flyver henover og possum'er render rundt mellem fødderne på gæsterne. Det var en noget anderledes oplevelse end at køre til Vejle og gå i Lido! Det er i hvert fald første gang vi har været i biografen hvor filmen starter med en advarsel om ikke at fodre de vilde dyr under forestillingen. Så gjorde det ikke så meget, at Rum Diary med Johnny Depp, som alle andre forsøg på at filmatisere Hunter S. Thompsons syrede bøger, egentligt var en halvsløj film
Hver dag ved højvande kommer der 100'vis af fisk ind til et sted ved kysten, hvor man kan komme til at håndfodre dem. Man tager et stykke brød, vader lidt ud i vandet og, vupti, kommer der en fisk og snapper brødet ud af hånden på en. Det var rigtigt sjovt at prøve, og hvis man vadede ud til lidt over knædybde var det nogle ordentlige basser, der flokkedes om fingrene på èn - det føles lidt vildt at stå med en 10 kilos fisk i den anden ende af et 10-cm stykke brødskorpe. De første par gange fik man godt nok sluppet skorpen og hevet nallerne til sig i en fart, også selvom vi blev beroliget med, at milk fish og diamond mullet er algespisere og ikke har tænder.
Apropos beroligelse: en bekymret mor (ikke Lone) kiggede på sin søn, der stod og fodrede fisk i vand til livet og spurgte opsynsmanden, om der nogensinde kom hajer til? Naaah, svarede han på bredt australsk, no worries 'bout the sharks - the crocs ate 'em all.
Da vi ankom til Darwin undrede vi os over, at der var kæmpe skilte med "fyrværkeri til salg" alle steder. Taxa-chaufføren fortalte, at det var på grund af den tilstundende Territory Day, en slags lokal nationaldag, hvor man tilsyneladende fejrer, at Northern Territory, som den eneste del af Australien, stadig ikke er en rigtig delstat (man skulle tro, at de heroppe var sure over ikke at være en ægte stat, men faktisk har de stemt nej til det og er ret stolte af deres specielle status).
Det skulle vi selvfølgelig være med til at fejre, så søndag aften tog vi vores campingstole (som vi har fået gratis sammen med en masse andet grej af en australsk familie, der skulle hjem efter ferie heroppe) og tog sammen med 15-20.000 andre mennesker ud til Mindil Beach til en gigantisk folkefest, der var en blanding af Hjallerup marked, Skanderborg Festival og Sankt Hans aften, rullet sammet i èn, og forsynet med en distinkt australsk smag.
Omkring kl 19 samledes alle 20.000 nede på stranden for at se den fantastiske solnedgang. I troperne går solen ned med en fart, vi slet ikke kan forestille os hjemme på vores smalle nordlige breddegrader, og den forsvinder i et 10 minutters flammende ildhav. Et syn, som man slet ikke kan hverken forestille sig eller beskrive. (Beklager iøvrigt den dårlige billedkvalitet på billedet af os på stranden - ham fyren, vi fik til at tage billedet, balancerede med en øl i den anden hånd, og vistnok også med et par stykker indeni).
Derefter var det op i trængslen mellem et utal af madboder, købe tre gange aftensmad til at tage med tilbage til stranden og gøre klar til at nyde aftenens fyrværkeri, der blev affyret fra nogle store pramme ude på vandet.
Vi synes selv, at vi har set nogle store berømte fyrværkerier rundt om i verden: vi har set Disneylands berømte søndagsfyrværkeri i både Los Angeles og Paris, set fyrværkeriet over Niagara Falls og været i Singapore til det kinesiske nytår. Men vi har aldrig set noget magen til det her: i 20 minutter forvandledes nat til dag og man sad, helt bogstaveligt, med kæben hængende.
Australiere er nogle seje typer, som ikke stikker op for bollemælk. Så mens det kæmpe-totalt-gigantiske professionelle skyts oplyste natten, stod en flok lokale med øl i hænderne og skød deres eget nytårsfyrværkeri af. De er en ukuelig flok, hernede.
Nå, vi må hellere lukke for denne gang. Vi har et par drive-dage tilbage her i Darwin, inden vi skal hente vores nyindkøbte firhjulstrækker hos en lokal brugtvognsforhandler på onsdag (en noget utryg fornemmelse at købe bil langt hjemmefra, skulle jeg hilse og sige), og så går turen ud i de store nationalparker her oppe i The Top End, inden vi om godt 14 dage lige skal et smut tilbage til Darwin til The Beer Can Regatta - men mere om det næste gang.
Svar på Singapore pop-quiz: Fordi besiddelse af tyggegummi er en lovovertrædelse i Singapore. Derfor findes sådant ikke i butikkerne. Som vi skrev før, så er Singapore en ret blankpoleret by, og da man ikke vil have klistrede klatter på fortorvet har man ganske enkelt vedtaget en lov mod tyggegummi! Det koster ca. 500 danske kroner i bøde hvis man bliver taget af politiet med en pakke Dandy i lommen - også selv om man bedyrer at det er til eget forbrug.
Og som man ville sige i Bo's vemodige nordlige hjemstavn: Å så' ik'engang Løwn.
(vi fandt nogle temmeligt seje vingummiagtige bolcher til Anders, som klarede landingen i Darwin nogenlunde OK).