Coorina, Northern Territory, Australien, 13. juli
Så kom vi videre fra bylivet i Darwin og ud i naturen under teltdug igen.
Det er lidt dobbeltkonfekt at skrive "byliv" og "i Darwin", for heroppe er de to ting synonyme. Darwin er godt og vel på størrelse med Århus, og den absolutte hovedby i territoriet. Nærmeste konkurrent til titlen er Alice Springs, der med sine omkring 20.000 indbyggere ligger ude i ørkenen, godt 1500 km længere mod syd. Meget praktisk går den eneste vej gennem territoriet fra Darwin til Alice Springs - 1500 km øde landevej gennem en tom ørken, med tre eller fire roadhouses med benzin, primitiv overnatning og mad. Så er der lige Katherine med ca. 8000 indbyggere - og det var så listen over egentlige byer heroppe - i et område på størrelse med Vesteuropa før murens fald.
Hvis det er storbyferie, man leder efter, er Australiens Northern Territory nok ikke det første sted, man skal vælge....
Vi skulle også have etableret en livline hjem, så hjemme kan komme i kontakt med os. Egentligt er det fantastisk, at man bare går ind i en butik, køber et forudbetalt SIM-kort, som man smider i sin telefon, og så er der SMS-forbindelse hjem.
Nå ja, fantastisk, som det absolut er, så bliver det lidt af en øvelse. Sådan et simkort skal aktiveres, og det skal ske via en hjemmeside på nettet, som kræver adgang til et netværk, som kræver adgang til en computer, som kræver adgang til en stikkontakt, som kræver adgang til en adaptor for at få en dansk oplader i en australsk stikkontakt. Og, viser det sig, så kan man ikke aktivere et australsk SIM-kort uden at have et (andet) australsk telefonnummer i forvejen (her blev sprogbruget vist lidt saftigt). Nå, vi endte med at opgive vandrehjemmets telefonnummer, og er parate til at benægte alt.
Der bandes over PIN-koder, netværksvalg og stikkontaktadaptorer for at få livlinen hjem i gang. Når det lykkes, er det til gengæld for det meste billedet til højre, vi ser: ikke antydningen af et mobilnetværk. Der er kun dækning udvalgte steder omkring byer, miner og udvalgte bebyggelser, og der kan være mange hundrede kilometer mellem mobilforbindelserne. Vi checker for SMS-beskeder når vi kommer til steder med dækning, men der kan godt gå adskillige dage mellem.
I det hele taget er det, at man så nemt kan have forbindelse hjem, et tveægget sværd. Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, og hvor nemt det er. Men, hvis man ikke passer gevaldigt på, så påvirker det også hele oplevelsen af at rejse. For os har det altid været en stor del af oplevelsen bare at forsvinde ud over kanten af kortet, og få tilværelsen reduceret til os, til lige her, til lige nu. De første par dage i Darwin, hvor vi løbende skulle være i kontakt med vores bank hjemme for at få overført betalingen for Bertha, og Bo skulle holde øje med eksamenresultater fra universitetet, var det som om vi ikke rigtigt kunne få lov til at give slip og bare være afsted. Det var som om rejsen først rigtigt mentalt begyndte da vi kunne lukke vores internetforbindelse og slukke for telefonen.
Og sikke et her, sikke et nu, der ventede os.
Lige uden for Darwin ligger Kakadu nationalpark, der er en af verdens største. Den dækker et område på 20.000 kvadratkilometer og ligger praktisk taget uberørt hen. Parken er udnævnt til en del af UNESCOs verdensarv for den fantastiske kombination af natur, dyreliv og menneskelig historie.
Området, som i dag dækkes af Kakadu, har været beboet af den oprindelige australske befolkning, aborigines, i over 20.000 år. I parken ligger der områder med klippemalerier, der er dateret op til for 15 - 20.000 år siden. Det helt specielle ved det er, at de samme områder viser malerier, der løbende er blevet tilføjet, helt op til vores egen tid.
Klippemalerier, adskilt af tusinder af år. Ved Ubirr, i den nordlige del af Kakadu, kan man på ét og samme sted se klippemalerier med mange 1000 år imellem. De første, primitive billeder viser menneskesymboler, som fx hænderne her. Det andet billede kan ikke være mere end godt 200 år gammelt: det viser en hvid mand. Man kan se det på, at han er vist med hænderne i lommerne og fødderne skjult i sko - aboriginies kendte ikke til tøj før europæerne kom til.
Det er en helt speciel fornemmelse at stå under et klippefremspring og se malerier, der viser en løbende beboelse på ét og samme sted gennem 20.000 år. Jeg har stået i Jelling og set Jelling-stenene, i Ravning og set resterne af vikingebroen over Vejle å-dal og i kirken i Nørre Snede og set døbefonten i brug, en døbefont, der har døbt børn i 900 år. Alle steder har jeg fået en næsten svimlende fornemmelse af at være forbundet gennem en ubrudt linje af mennesker gennem 1000 år. Men at stå her, og fornemme forbindelsen gennem 20 gange så lang tid - det kan simpelthen ikke beskrives.
Overalt i parken ser man, og kan lære om, hvordan aboriginies har levet uændret gennem 10.000 år eller mere; ikke som nogen, der har levet i eller af landet, men som en del af landet. Det er dybt fascinerede at lære om hvordan deres måde at lave på har været så perfekt i harmoni med naturen, at de, som Lone så rammende sagde det, "ikke har levet i et økosystem - de har været en del af et økosystem".
Aboriginie-kulturen forsvares med næb og kløer og forsøges holdt i live. Øst for Kakadu starter Arnhem land, der i princippet er forbudt område (på størrelse med Frankrig!) for ikke-aboriginies. Man kan kun besøge isolerede lommer med speciel tilladelse - og det gælder også for hvide australiere.
Mødet mellem aboriginie-kulturen og den europæiske har været brat, voldsom og ødelæggende. Heroppe er mødet nogle steder ikke mere end 100 år gammelt. Aborigine-kulturen har været i så perfekt symbiose med sine omgivelser, at den ikke har ændret sig gennem måske 5-10.000 år. Det er i bogstaveligste forstand mødet mellem jæger-stenalder og den moderne tid; klemt ned på én generation uden nogen form for overgang. Man skal forestille sig, hvis man overhovedet kan (jeg kan ikke rigtigt), at danske danske jæger-stenalderfolk fra lige efter istiden pludselig blev overrendt af tiden omkring 1920. Det kan ikke andet end ende galt.
På campingpladsen i Jabiru, hvor vi boede nogle dage, får man udleveret en særlig passerseddel, der giver en tilladelse til at købe alkohol i baren og kiosken, som et led i en aftale om at begrænse de lokale aboriginies adgang til alkohol. Alligevel prøvede Bo en aften at blive passet op i nattemørket af en (i øvrigt venlig og absolut ikke ubehagelig) aboriginal herre i 50'erne, der forsøgte at få os til at købe sprut til ham på vores tilladelser. Vi sagde pænt nej.
Man skal ikke længere end til benzintanken for at se det. Aboriginie-befolkningen har selv forsøgt at gennemtvinge begrænsninger på adgangen til alkohol, der har ødelagt hele generationer, bare for at se et udbredt misbrug af benzin til snifning. Når man kommer ind i områder, der er under aboriginal styring, sælges der derfor ikke almindelig benzin, men erstatningsbrændstoffet Opal. Det er ikke så flygtigt som normal benzin, og man derfor ikke sniffe sig skæv i det.
Det er en underlig og tankevækkende oplevelse. Man kan ikke undgå at være fuld af beundring for en kultur, der er måske 3 gange så gammel som den ældste, vi kender hjemmefra, og som har været så perfekt tilpasset sin omgivelser, at den ikke har kunne forbedres gennem 5000 år eller mere. Man kan ikke undgå at blive berørt af de forfærdelige konsekvenser, som det bratte møde med 5000 års videre udvikling har medført. Det er nemt at føle, at noget uvurderligt går tabt.
På den anden side, så er det heller ikke uproblematisk at romantisere jægerstenalderen. Hvad nu hvis hele verden var sat i stå for 5000 år siden, erklæret perfekt tilpasset? Hvor mange mennesker havde jorden kunne understøtte? 20 millioner? 50? Hvor mange af os, der læser dette, ville være her i dag? Hvor mange af os, der læser dette, ville i virkeligheden gerne bytte og leve som jæger og samler, med sultedøden ét manglende jagtudbytte borte, og den gennemsnitlige levealder på 25 eller 30 år?
The answer, my friend, som onkel Bob fra Amerika gnægger, is blowing in the wind.