Perth, Western Australia, 12. september
Sidste gang gjorde jeg mig lidt letkøbt morsom over, at vi forlod nordvest-området.
Måske er det den universelle retfærdighedsudjævnende funktion, der så slog til for at sige tak for sidst, men vi fik i hvert fald at mærke, at, ja, vi var nu kommet til en anden del af landet. Den dag, vi forlod Monkey Mia og passerede skiltet, der markerer 26 grader sydlig bredde, var den første overskyede dag på hele turen. Ikke nok med det, men da vi kørte ind i den næste by, vi skulle bo i, Kalbarri, fik vi også turens første regnbyge at se. Og for at det ikke skal være løgn, så fik vi stormende blæst og piskende regn om aftenen.
Til gengæld fik vi en speciel oplevelse næste morgen da vi kravlede ud af teltet til en våd verden: pludselig kunne vi lugte, at vi er i Australien. Hidtil har vi rejst gennem tørre egne, hvor der kun har vokset noget forkrøblet småkrat, men nu er vi kommet til den tempererede del af landet, hvor de store River Gum eucalyptus træer vokser. Den morgen i den friske luft efter regnvejret blev vi lige med ét slået af den helt specielle duft af disse træer - noget, vi altid har forbundet med at være i Australien, men har manglet hidtil på denne tur. Det virker lidt tåbeligt efter næsten 2 1/2 måned i landet, men pludselig gik det op for for, at, jo, vi ER jo i Australien.
|
|
Jo, tak, vi har forladt det solrige nordvest. Næsten tre måneder med skyfri himmel og bagende varme blev erstattet af en lille uges tid med køligt og blæsende vejr. Så i Geraldton, hvor det voldblæste og var småkoldt (i hvert fald når man har vænnet sig til 30 grader eller mere hver dag), valgte vi for første gang på turen at spise morgenmaden i teltet.
At der måske er noget om det med, at det var tak for sidst efter den flabede bemærkning sidste gang understøttes også af, at det netop var Bo, der fik omslaget at mærke for alvor. En influenza-agtig omgang forkølelse lagde ham i soveposen en dags tid med feber og generel vrøvlethed i de næste par dage (enkelte afvigende stemmer (faktisk to) i vores lille tætte gruppe (på tre) mener, at det med vrøvletheden ikke nødvendigvis har været afgrænset til den sydligste og seneste del af turen...).
|
|
Her ude ved kysten ligger der endnu en af de mange store nationalparker, som vi har haft fornøjelsen af at besøge i Western Australia, Kalbarri national park. Som mange af de andre er også denne centreret omkring dybe imponerende kløfter skåret af vandløb ned gennem det røde sandsten. Og selvom vi har set det mange steder efterhånden bliver det ved med at være et imponerende syn at vandre langs de bratte, lodrette sider, der fortaber sig i alle nuancer af rødt og orange-gult ned mod vandet langt under os.
Billedet af Anders og Lone til højre her er taget ved Nature's Window, et af de steder, man skal besøge i nationalparken. Her har tilfældig erosion af klipperne lavet en perfekt indramning af udsigten over flodkløften, og alle, der kommer til Kalbarri skal have et billede af sig selv siddende i den flotte ramme med udsigten bagved. Ikke et ondt ord om det - som det ses ovenfor er vi ikke anderledes på dette punkt. Men, det var ved at blive lidt pinligt da en meget emsig tysk dame med åbenbart meget stor interesse for fotografiets ædle kunst monopoliserende stedet. Hendes mand, der blev kommanderet på plads i udsigten, sad og blev mere og mere pinligt berørt mens Mutti eksperimenterede med forskellige vinkler, forskellige indstillinger på kameraet, skiftede fra én linse til den næste, rodede i sin store fototaske efter forskellige filtre, der skulle afprøves og jeg ved ikke hvad. Imens dannede der sig en lang kø af folk, der også gerne ville have det obligatoriske billede, men det kunne Mutti kanonfotograf ikke tage sig det mindste af. Men, ok, hendes mand var måske heller ikke nogen tysk Brad Pitt, så det kan da godt være, at der skulle en del fototricks til for at lave et pænt billede?
Det er altså lidt fjollet, sådan at være turist. Bare fordi "nogen" har udnævnt et bestemt sted til netop det sted, hvor man skal have taget et billede, så flokkes vi som får derhen, og står pænt og venter på at det skal blive vores tur til at blive foreviget. For se lige billedet til venstre: der er da lige så pænt 500 meter længere henne ad kløften. Vi skal ikke spille hellige (som det jo fremgår, så var vi også ved Nature's Window), men da vi gik langs kløften af en vandresti mødte vi næsten ingen mennesker, og havde masser af lige så flotte udsigter. Men, alligevel stod vi også i køen og ventede på, at hende tyskeren med alle linserne og filtrene blev færdige.
Sommetider forstår vi ikke helt hverken andre eller os selv.
|
Noget af det, der er trækplasteret ved den sydlige del af Western Australia her i det tidlige forår (som det jo er hernede her i midten af september) er at de vilde blomster begynder at springe ud. Både i nationalparkerne og i de uopdyrkede områder langs vejen lyser det op i tæpper af smukke farver. Når man ser det lidt på afstand er jorden i store områder dækket af gule blomster, og det er et herligt syn, efter måneder med tørt rødt sand og enkelte klumper af stikkende grågrønt spinifix-græs. Kommer man lidt tættere på, og går rundt mellem alt det gule, dukker der massevis af andre farver op i små isolerede klumper.
På de forskellige turistkontorer fører de uge for uge, sommetider næsten dag for dag, oversigter over hvilke blomster, der nu er set sprunget ud, og præcist hvor man skal tage hen for at se hvilke af dem. Vi fik en fin oversigt over de 20 mest almindelige vilde blomster og brugte et par dage, både i Kalbarri og længere nede ad kysten med at prøve at se, hvor mange af dem vi kunne finde. Der var masser af forskellige, og også en masse, der ikke var på vores oversigt, men det var i sidste ende jo også lige meget. De var alle smukke. Se bare et lille udsnit her af hvad vi stødte på:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
For ikke at det hele skulle ende i blomsterflor måtte vi også lige en sidste gang ud og have ørkensand under støvlerne, en lille tur ud i sandet og stenene i Pinnacles Desert.
|
|
Her, mellem knasende tørt sand, står der tusindvis af mærkeligt formede klippesøjler. Det ligner, alt afhængigt af hvilken referenceramme man lige slæber med sig, enten dalene med de mystiske stenstatuer på Påskeøen eller noget fra Star Wars episode I. Eller også ligner det bare slet ikke noget som helst andet og er noget helt for sig selv. Vi brugte i hvert fald en halv dags tid på at vandre rundt mellem de underlige søjler og eksperimentere med hvad vi nu hver især kunne få dem til at forestille.
Hvilket, sådan lige i forbifarten, minder mig om noget, jeg skulle have haft med i et tidligere rejsebrev, men glemte dengang. Det er ellers ikke helt uvæsentligt, specielt for en naiv psykologistuderende som Eders Ydmyge Korrespondent her, da det antyder et åbent vindue ind til visse aspekter af det inderste sjæleliv.
Se, dengang vi kørte fra Coral Bay kørte vi gennem et område med en type af termitboer, som vi ikke havde set før. I stedet for de høje slanke søjler, som vi tidligere havde set masser af i Kakadu og langs vejen gennem Kimberley, var der nogle underligt formede lave runde former. Følgende samtale udspandt sig på Berthas forsæde (vi anonymiserer lige personerne her):
Person L: "De der termitboer minder mig altså helt vildt om kæmpestore dyre-lorte"
Person B: "Underligt, for jeg sad lige og tænkte, at de minder mig helt vildt om kæmpestore marengs-kager"
Og sådan ser man jo så forskelligt på tingene.....
|
|
Vi har set masser af dyreliv undervejs på turen: kænguruer, wallabier, krokodiller, et par slanger, masser af firben og andet kryb, insekter af den mest utrolige variation, tropefisk i mængder, vi ikke havde forestillet os, hvaler, delfiner og søkøer (og en masse døde land-køer ved vejsiden), emu'er (australske strudse) og et fantastisk optog af spraglede fugle, der skinner i alle regnbuens skinnede farver.
Men vi har manglet det, der må være verdens officielt mest nuttede dyr overhovedet: koala'en. Så vi måtte en tur omkring Yanchep nationalparken, hvor der er en fastboende bestand af koalaer.
Koalaerne lever udelukkende af eucalyptusblade, der sikkert er godt mod forkølelse og ondt i halsen, men desværre er svært fordøjelige og fattige på næring. De tilbringer derfor op mod 22 timer i døgnet med at sove og fordøje. Når man går gennem skoven hænger de draperede (der er intet andet ord, der kan beskrive det) hen over grenene som store grå uldne klumper, hvor de bare hænger og sover tungt. De kan ligge i de mest utrolige stillinger, hvor man slet ikke kan forstå, at de ikke dratter ned.
De ser bare så uimodståeligt nuttede ud, når de hænger der og pynter i træerne. Man forstår godt, at man i alle legetøjsbutikker og souvenirbikse kan købe koalabamser - man får sådan en ubærlig trang til at være 5 år gammel og putte sig under en lun dyne med én af dem (de har i virkeligheden efter sigende et arrigt temperament - når ellers de er vågne nok til at man kan se det).
Når man står der længe nok kan man være heldig, at en af dem udviser lidt tegn på liv, måske lige strækker en arm eller (ohh, vilde liv) lige klør sig bag et af de buskede ører. Ham der fætteren til højre var helt ustyrlig: han både kløede sig i øret TRE gange OG lod sig langsomt glide to grene længere ned (hvor han så lagde sig til at sove videre). Vi blev enige om, at han nok havde ADHD....
|
Det er ved at lakke mod enden med de store naturoplevelser. Foran os ligger storbyen Perth, der er sidste station før hjemrejsen. Vi fik en brochure om Perth et eller andet sted, som blandt andet havde en oversigt over nyttige telefonnumre. Der mangler åbenbart ikke nogen form for service i Perth, men alligvel: ham der doktoren, som vi har indrammet med rødt; er det en specialist, man skal kontakte hvis man har problemer med fordøjelsen???