Fødselsdag

Port Hedland, Western Australia, Australien, 16. august

Oprindeligt var det meningen, at vi skulle have været afsted på denne tur i vinteren 2012/2013.

Det gik i vasken, ikke mindst fordi Anders absolut ikke kunne overskue at skulle være i Australien på sin fødselsdag (2. januar, for de af jer, der ikke er hans bedsteforældre eller lignende). Over-hele-hovedet ikke. Niksen. No way, José. Den går ikke, Granberg. I dén grad en ommer. Vil IKKE med. Så Lone foreslog salamonisk, at vi skulle tage afsted her henover den danske sommer, selvom det er vinter hernede.

Nå, men da den nord-australske vinter er sådan noget med 30 grader og solskin hver dag, så er det med årstiden gået helt fint. Faktisk har vi ikke haft én dråbe regn siden en kort byge i Singapore , og har kun set lidt sky-totter to gange på de godt to måneder, vi har været i Australien. Bortset fra Anders, der af og til hygger sig med at rende rundt i et par forvaskede joggingbukser (mens hans forældre stønner af varme ved synet) har ingen af os haft lange bukser på siden 22. juni.

Nå, men en konsekvens af at være hjemme til Anders' fødselsdag er, at vi så var hjemmefra d. 14. august.

Og det er jo som bekendt Lones fødselsdag!

Det viste sig, at dagen skulle fejres langt ude i midten af ingenting, ved havet mellem Broome og Port Hedland. I er sikkert ved at få kvalme af at høre om afstande, men lige én til: der er 605 km mellem Broome og Port Hedland, og på dette stykke er der, alt inkluderet: én tankstation (Sandfire Roadhouse) og én campingplads (Eighty Mile Beach). Og da det nok alligevel er LIDT for ufestligt at fejre dagen på en tankstation, så blev det altså ved Eighty Mile Beach.

På forhånd var vi lidt forbeholdne overfor det. Der ligger nogle ret støvede, øde og meget primitive overnatningspladser (glorificerede P-pladser) langs landevejene, og selvom Lone ikke er nogen luksusforvænnet primadonna (hun fejrede sin 30 års fødselsdag i teltet på en græsmark ved en fårefarm i Wales, og har et par gange rundet endnu en sommer i et lille koldt og vådt telt på fjeldet i Norge, derude hvor maden er frysetørret og man graver sit eget lokum) ville det alligevel være en tand for jordnært.

Så overraskelsen var stor og velkommen da vi, for enden af de obligatoriske 10 km bumlet støvet jord-sidevej pludselig stod på en rigtig hyggelig og fin campingplads, som endda lå i yderste klitrække ud til en vildt smuk hvid sandstrand, der strakte sig så langt øjet rakte i begge retninger.

På forhånd havde fruen annonceret, at hun forventede at blive opvartet med bacon og spejlæg til morgenmaden, så det var indkøbt inden afgangen fra Broome og omhyggeligt pakket ned med en sæk is i vores Esky. Heldigvis var det en rigtig campingplads med en rigtig BBQ, så morgenmaden var en nem sag.

Anders havde også en ekstra overraskelse til morgenmaden: han havde med stor personlig omkostning undladt at spise alt det Haribo Stjernemix, som han havde fået i pakken hjemmefra i Broome, og havde gemt nogle stykker, som Lone fik som morgenmads-dessert sammen med gaverne, der havde ligget godt gemt mellem underbukser og Tshirts i bunden af Bos rygsæk. Et par opal-øreringe (opal er den specielle Australske ædelsten) og en CD med en fantastisk smukt syngende aboriginal sanger, som vi havde hørt som pausemusik i udendørsbiografen i Broome.

Dagen gik på stranden, ligesom de andre par dage, vi tilbragte her: der blev soppet i vandet, spillet bold og frisbee i bare tæer i det varme sand og samlet eremitkrebs, der truende stak kløerne ud af de lånte sneglehuse når de kom op ad vandet.

Langt de fleste, vi møder på campingpladserne heroppe i nord-vest er det, man hernede kalder "Grå nomader" - pensionister, der bruger de første 2-3-4 år (eller mere) af pensionen på at rejse Australien rundt med campingvogn. Mange steder slår de sig ned for flere måneder ad gangen på samme sted, og der opstår hele små midlertidige samfund. Eighty Mile Beach var endnu et af de steder, og det gav Lone en ekstra, og meget uventet, fødselsdagsgave.

Beboerne på pladsen havde arrangeret deres egen musikfestival, der tilfældigvis netop løb af stablen den 14. august. En af dem rejste rundt med et komplet professionelt lydanlæg, der blev stillet op, og forskellige rejsende optrådte i løbet af eftermiddagen. Vi ved ikke, om der var noget specielt omkring stedet her og musikere, men der var ikke noget halv-pinligt amatør-aften over det: mange af dem var på virkeligt professionelt plan. Specielt kvinden her, der sang jazz, som enhver dansk jazz-festival ville have været stolt over at have på plakaten.

Hver aften, omkring kl 17:30 (det er aften her: der er mørkt lidt efter kl 18), var der en folkevandring ned til stranden med klapstole og kølige drikkevarer til solnedgangen over det Indiske Ocean. Vi var selvfølgelig også med, og til denne dag gemte Eskyen på en flaske fødselsdags-champagne, der måtte drikkes af vores kaffekrus (vi rejser ikke med det store køkkenudstyr!).

Næste dag viste Eighty Mile Beach sig at gemme på en sidste uventet fødselsdagsoverraskelse. Vi ville egentligt have rejst videre dagen efter fødselsdagen, indtil Bo kom til at snakke med en af de fastboende, og fortalte, at det var Lones fødselsdag. Hun grinede lidt og spurgte, om jeg så skulle invitere Lone ud og spise? (joken er, at der er ca. 300 km til nærmeste sted, man kan gå ud og spise) Da jeg svarede nej, fortalte hun, at der næste dag var arrangeret hamburger-aften for alle på pladsen, så hvis vi blev en dag mere kunne jeg jo invitere fruen ud og spise der.

Det var jo ikke til at sige nej til, så vi forlængede vores ophold og tog en dag mere med sopning, bold og frisbee på stranden. Om aftenen var alt, der kunne kravle og gå på campingpladsen, kravlet eller gået op til receptionen, hvor en flok effektive "burger-bosses" (det stod der selv på deres forklæder!) langede frisklavede kæmpeburgers over disken mod en beskeden betaling, hvoraf nogle af pengene endda blev indsamlet til støtte for Royal Flying Doctor Service (de flyvede læger i outback'en).