Karijini Nationalpark

Coral Bay, Western Australia, Australien, 23. august

Vi mødte en mand oppe ved Tunnel Creek Nationalpark. Dagen efter mødte vi ham igen på en vandretur i Windjana Gorge.

Det er der i sig selv ikke noget specielt ved. I de kæmpestore øde områder, man rejser i i den nordlige del af Western Australia, følger alle en af de to samme ruter, og efterhånden begynder man at genkende folk på campingpladserne, og endda på landevejen. Vi opdagede det, da vi sad foran teltet, vel ankomne til Fitzroy Crossing, og snakkede om, hvor mon Luke, Cathy og deres to børn var blevet af. Ikke fordi vi kender dem, men vi havde delt campingpladser med dem både i Nitmiluk og Kunnunurra og vi havde skiftedes til at overhale hinanden på landevejen flere dage mellem Kunnunurra, Halls Creek og nu Fitzroy Crossing. Og, mens vi snakkede, hvem kom så rullende ind på pladsen? Netop. Hej med jer!

Som en del australske par. vi har mødt, rejser de rundt et stykke tid og tilbyder deres arbejdskraft på campingpladserne. Det er sat godt i system, og de kører rundt i en bil med en stor reklame for "The travelling auto-electrician and hairdresser" - så hvis man har brug for enten at få lavet sin bils elektriske system, eller få en ny smart frisure (for dem, der har den slags problemer....), så er det bare at banke på døren til Luke og Cathys campingvogn.

På næsten alle campingpladserne hænger der sedler med tilbud om forskelligt håndværk og, altid, billige klipninger fra nogen, der lige er her en uge eller to. Toppen af poppen, som vi mødte i Nitmiluk, var et par, der rejste rundt med en stor espresso-maskine, som de satte op. Så kunne man komme og købe en latte, cappuccino, espresso eller hvad hjertet nu måtte begære. Som den eneste kaffedrikker i familien (og erklæret (af Lone) nærrigrøv) holdt jeg mig nu til den funktionelle tilgang, at kaffe er en måde at holde koffein-niveauet oppe, og holdt mig til vores billige pulverkaffe fra Coles supermarked, men ideen var da fin.

Nå, men det var ham fyren fra Tunnel Creek og Winjana, vi kom fra.

Han og hans kone var endnu et par af de grå nomader, og brugte et par år på at rejse Australien tyndt og besøge børnene, der var spredt over hele kontinentet. De var lige kommet nordpå af den rute, vi skulle følge sydover, og vi fik en længere turistguide og insider-tips til hvilke steder, vi burde besøge. Ét sted skulle vi love at besøge, nemlig Karijini nationalparken, ca 250 km sydøst for Port Hedland. Det var så presserende for ham, at vi fik den at se, at jeg måtte finde vores kort frem og sætte en cirkel rundt om stedet mens han overvågede at jeg markerede det rigtige sted. Og da vi mødte ham dagen efter, midt ude på vandreturen, var det første, han råbte, da han fik øje på mig: "OK, what was the name of that place again?". Godt, jeg kunne huske det til overhøringen - ellers havde jeg sikkert fået en eftersidning..

Så, efter en overnatning på en meget fyldt plads i Port Hedland, drejede vi for nogle dage væk fra kysten og kørte ind i landet. Vi skulle se Karijini (ellers er jeg sikker på, at han ville have fundet os nede omkring Perth og sendt os tilbage).

Det var farvel til det turkis-blå indiske ocean og g'day igen til hundreder af øde kilometer med knastørt rødt støv og spredte buske. Til gengæld begyndte vi at tro, at vi havde fået magiske evner (Lone var lige blevet færdig med at læse Harry Potter og halvblodsprinsen højt som køretursunderholdning, så tanken lå jo lige for).

Vi sad og snakkede om, at det var underligt, at siden vi havde forladt Kimberley, havde vi ikke set et eneste rigtigt road-train. Og, vupti, indenfor de næste 10 minutter begyndte det at vrimle med roadtrains på vejen.

Lidt senere bemærkede Lone, at det var pudsigt, at vi ikke længere så døde køer ved vejsiden, ligesom vi havde været vant til oppe i Kimberley. Og, vupti (og det ER altså sandt), 10-15 km senere begyndte der at dukke ko-kadavere på ved vejsiden, måske ét pr to/tre kilometer.

Der blev lidt stille i bilen mens vi, lidt skræmte, overvejede vores nyfundne evner til at få ting til at materialisere, bare ved at tale om dem. Der var stille nogle minutter, indtil det, som med én stemme, lød højt og forhåbningsfuldt fra alle tre: det er mærkeligt, at der ikke er nogle pizzariaer her langs vejen!

Nå, magien virkede åbenbart kun to gange ud af tre. Pokkers osse.

Vi fik en meget støvet plads på den teltplads, der er i nationalparken, og fik med lidt besvær sat teltet op. Der var absolut ingen bevoksning, ikke et eneste græsstrå, og pladsen bestod af hårdt pakket jord og sten, som vi kun med besvær kunne hamre vores aller-hårdeste pløkke i. Bardunerne blev bundet til et par strategisk heldigt placerede pæle, og teltet stod mere eller mindre fast.

Hvad værre er, og noget, som vi ikke var opmærksomme på, var, at der ikke var vand på pladsen. Vi har en oversigt over alle nationalparkerne i Western Australia, hvoraf det fremgik, at der var adgang til drikkevand i nationalparken. Det var bare ikke her! Heldigvis havde vi vores 20 liters reservedunk med drikkevand i bilen, så vi klarede den første dag, indtil vi fik opsporet, at vandet var tilgængeligt 10 km væk ved en beholder ved vejsiden. Så hver dag sluttede turen rundt i parken med at køre forbi og tanke dunken op.

Umiddelbart adskiller landskabet i Karijini ikke fra det, vi havde kørt igennem hele dagen for at komme dertil: et fladt, tørt, støvet landskab med lidt spredt tørt græs og lidt buskagtige træer. Forskellen ligger skjult, og temmelig overraskende. Tværs gennem det flade landskab, usynligt indtil man er lige ved siden af, ligger der et netværk af 100 meter dybe kløfter med lodrette klippevægge ned til en frodig grøn bund langt, langt nede. Hvis det ikke var for vandrestier og skilte ville det være et rent tilfælde, hvis man fandt frem til dem.

Én teori, som vi udviklede om hvordan kløfterne oprindeligt blev fundet, involverede noget med to ryttere, der fulgte hinanden, hvor den bagerste pludselig følte sig helt alene. Virkeligheden er nok mere prosaisk og kedelig.

Siderne af kløfterne er stejle, så vandreturene ned i bunden har ind i mellem mere at gøre med at klatre end at vandre. Af og til skal man ned over et lodret stykke af en stige, der er fastgjort til klipperne, andre steder kan man nøjes med at liste sig forsigtigt nedad mens man holder godt fast i klippefremspring. Vi var i hvert fald glade for at have taget vandrestøvlerne med hjemmefra, ud over de uundgåelige sandaler.

Nede i bunden åbner der sig en helt anden verden. Her er køligt og skyggefuldt, vandet samler sig i krystalklare bassiner, når det ikke lige plasker ned af små vandfald. Mens der ikke er ét grønt strå at se oppe på kanten, er her frodige grønne træer. Her er en behagelig temperatur, og man kan, hvis man har lyst til et koldt gys, hoppe i bassinerne under vandfaldene, hvor 100.000 af års strøm har skåret dybe vandfyldte huller.

En ting, der er lidt ærgerligt ved mange af nationalparkerne her i nord-australien generelt er, at de ikke rigtigt er gearet til længere vandreture. Selv store områder som Karijini, Kakadu og Lichtfield er bygget op omkring nogle specielt smukke eller interessante (som oftest begge!) punkter, som man kører til, og så kan gå en tur på mellem 1/2 og 2-3 timer.

Forstå os ret: naturen her er fantastisk smuk, og altid den lange tur værd, og det er i sig selv utroligt, at man har kunne åbne dem for adgang. Bare det, at skulle skrabe 100'erer af km. veje gennem ørkenen for at føre os derind, er et gigantisk stykke arbejde, som vi er meget glade for. Og, indrømmet, med de temperaturer, der er, og de få adgange til vand, vil det aldrig kunne blive som at vandre i de norske fjelde eller de nordamerikanske nationalparker, men vi har af og til savnet muligheden for at få mere af landskabet i benene, end vi har kunne få her. Skal man det, er det normalt kun muligt ved at koble sig på nogle arrangerede ture, der udbydes af kommercielle operatører for en hulens bunke penge. Det gør også, at det kan være svært at bruge mere end to-tre dage et sted som Karijini, for på tre dage har man faktisk dækket de ting, der er adgang til.

Vi valgte derfor kun at blive tre dage i Karijini, for at gå de længste ture, der var tilgængelige, i hhv. Dale Gorge og Weano Gorge. Dale Gorge, som vi tog først, var en rigtig smuk oplevelse og en god introduktion til de specielle naturoplevelser mellem tør ørken og frodige kløftbunde, som området byder på.

Stierne er klassificeret efter hvor hårde/vanskelige de er, fra 1 til 6 (6'ere må man kun gå som del af en arrangeret tur). Turen ned i Dale Gorge var klassificeret som 4, og, helt ærligt, så var det altså heller ikke værre. Man skal nok passe på med at blive for kålhøgen, men når selv en 11-årig synes, at det er lidt blodfattigt, så kan man godt få fornemmelsen af, at det hele ikke er gearet mod egentlige vandrere. Så næste dag bumlede vi 40 km ud af endnu en ujævn jordvej for at komme til Weano Gorge og en klasse 5 rute.

Anders ved et af de mærker, der advarer om, at Weano Gorge er klasse 5. Han ser ikke specielt afskrækket ud. Turen ned gennem kløften bød på en del snævre kanter, som vi skulle balancere på for at holde fødderne ude af vandet, men det var egentligt let nok. Den sidste del af turen var så til gengæld ret sjov:

Den nederste del af kløften snævrede ind til man kunne røre ved begge vægge samtidig. Nu var der ingen vej uden om at tage støvlerne af, hænge dem om halsen og så gå ude i det fossende vand. Det var lidt koldt, men på intet tidspunkt dybere end til midt på låret, så det var ikke noget problem at plaske sig frem til den sidste del af vandreturen, den berømte Spider Walk.

Her er kløften så smal, at man kan slippe for at gå i vandet ved at gå edderkoppegang med hænder og fødder på hver side. Det var en ret sjov oplevelse at klatre sig frem med vandet brusende lige under buksebagen en 100 meters penge ned gennem den snævre passage, frem til et dybt bassin med køligt og klart vand, kaldet Kermit's Pool (vandet har en klar grøn tone!).

Det blev en rigtigt sjov, og meget anderledes, vandretur, og et højdepunkt af vores oplevelser i Karijini. Men stedet vil blive hos os længe - ikke bare på grund af de smukke naturoplevelser, men også på grund af det tætte røde støv, som vi teltede i. Teltet, støvler, tøj og alt, der har været ude af rygsækkene, var dækket med et tyk lag knaldrødt støv da vi tog afsted. De næste to steder, vi overnattede, var det nemt at kende folk, der kom fra en tur til Karijini - hvis deres bukser var møgbeskidte i en knaldrød kulør, så var den god nok!