Batchelor, Northern Territory, Australien, 26. juli
Det er som om vores dansk-tilvænnede hjerner bare ikke rigtigt kan finde ud af det.
Afstandene hernede.
Når man sidder på vandrehjemmet i Darwin og bladrer i den uundgåelige Lonely Planet guidebog for at finde ud af, hvor vi skal hen som det næste, så er Katherine den nærmeste by af nogen-som-helst størrelse, og den oplagte næste base.
Og da vi har en uges tid til rådighed, inden vi skal et smut tilbage til Darwin (for at opleve det her) er det oplagt at køre derned, slå teltet op for en håndfuld dage, og så køre tilbage.
Og så rammer vi den, den australske virkelighed. Historikeren Geoffrey Blainy har skrevet en berømt bog om hvordan Australien blev befolket, som hedder The Tyranny of Distance (Afstandens Tyranni). Det begynder vi langsomt, alt for langsomt, at forstå. Det er ikke som hjemme, hvor nærmeste større by fra Vejle er Kolding eller Horsens, og et smut til en af dem er et spørgsmål om 20-25 minutter på motorvejen. Katherine ligger knapt 400 monotome kilometer sydpå fra Darwin af en to-sporet landevej, der deles med al den trafik, der skal mod nord eller syd i hele denne del af landet.
Så er der ikke andet for, end at stille Berthas cruise control på 100 km/t, airconditioningen til 20 grader Celcius og smide Midnight Oil på CD-spilleren.
Faktisk ville sådan en tur Darwin-Katherine-retur være en god repetition til den frygtede eksamen i Biologisk Psykologi, for man kan få repeteret de forskellige hjernedele efterhånden som de slår fra: først melder neo-cortex sig ud af spillet. Lidt efter lukker Corpus Callosum ned, og omkring 50 km senere forsvinder strømmen til først basal ganglia og derefter hele det limbiske system. Inden afkørslen til Batchelor (befolkning 370) lyder der også en sagte snorken omme fra baghovedet, hvor Cerebellum snupper sig en morfar.
Sådan ca. halvvejs er der kun lidt sporadisk aktivitet i Medulla Oblongata, der en gang imellem lige sender et signal om, at man skal huske at trække vejret. Ellers er al hjerneaktivitet lukket ned, underkæben hænger løst ned og en stadig større plet af savl breder sig ubemærket over skjorten.
Det er faktisk lidt ligesom at høre en plade med Anne-Dorthe Michelsen. På repeat.
Ingen hjerneaktivitet her bag rattet. Overhovedet.. Altså indtil man vågner med et chok og et mindre skrig når der kommer et Road-Train forbi. Det meste godstransport i denne del af landet sker med kæmpestore lastvognstog med en trækker og tre eller fire kæmpe-anhængere efter hinanden. Ofte i to etager. Det er ikke for sjov, at de kalder dem "vej-tog", for de kan kun køre ligeud, de kan ikke undvige (hvilket rigtigt mange kænguru-lig i vejsiden bevidner) og har en bremselængde, der må måles i lys-minutter. Når sådan en fyr kommer tromlende med 110-120 km/t, så trækker man over i siden. Ingen diskussion. Vi har set en kolonne panserkøretøjer fra hæren pænt trække ud i grusrabatten da en Road-Train dukkede op i horisonten. Magt ER lig ret!
Nå, OK, helt monotomt er det da heller ikke. Ved 132-km pælen stod dette termit-bo, der mistænkeligt ser ud som om det giver alle forbipasserende en 3 meter høj fuck-finger. Vi blev enige om, at det nok er der, alle de utilpassede teenage-termitter holder til.
Og endelig, efter næsten 400 km dukker Katherine op ude på horisonten. Til stor irritation for alle Road-Train'ene, for Katherine rummer det eneste lyskryds mellem Darwin og Alice Springs, så de er lige nødt til at lette på speederen.
Og, kære læsegruppe, hvis I melder jer til kurset i "reklamens psykologi", så er her et lille interessant case-studie: godt 340 km syd for Darwin står der pludseligt et stort reklameskilt om, at der nu kun er 47 km til McDonalds i Katherine. Man lægger egentligt ikke mærke til det, ud over som et tegn på, at vi nu snart er der. Men, i samme øjeblik man ruller ind i byen, har man kun én tanke i hovedet: må.tage.ind.på.McD.....må.tage.ind.på.McD.....må.tage.ind.. Og sådan blev det.
Kænguruen (eller mere korrekt: Wallabien - de er en separat art) er ikke fra McDonalds. Den er fra campingpladsen ude ved Nitmiluk nationalparken, lidt uden for Katherine. Så snart aftenkøligheden begynder at sænke sig, vrimler pladsen med små hurtige wallabies. Anders blev vist ret gode venner med ungen her.
Nitmiluk nationalparken tæt på Darwin omfatter et stort område, hvor Katherine River skærer sig ned gennem et højt sandstensplateau. Her er masser af muligheder for både at vandre og sejle i en imponerende natur af knastør stenørken, dramatiske flere hundrede meter høje lodrette røde klippevægge og en krystalklar flod.
Vi blev, her i første omgang, 4 dage ved Katherine (vi kommer tilbage), og fik et par gode smagsprøver på naturen her, både til fods og på en dagslang sejltur op gennem de smalle kløfter. Selve hovedkløften er opdelt i et antal sektioner, der er adskilt af lave klippefyldte stykker, der ikke kan besejles her i tørtiden. I regntiden, hvor floden stiger mellem 5 og 8 meter, sejler man så både op til de forskellige sektioner, så de ligger klar. Her i tørtiden sejler man så et stykke op, og stiger så af og går op til den næste båd. Det gør man nogle gange for at komme langt op i flodsystemet.
Det er imponerende at vandre langs kanten af kløfterne og se floden langt under sig (og så får man også motioneret sin højdeskræk), men det er endnu smukkere og mere imponerende at sejle dybt nede i kløften med de lodrette skrænter rundt om sig og kun en smal blå strimmel himmel langt, langt deroppe.
Undervejs på sejlturen havde vi en god lang pause ved et svømmehul i floden. Her er det Bo, der giver sin (med rette) ikke specielt berømte udgave af den skumfødte Venus (inkl. solbriller)
Og nu kommer der så et af de der skift, som jeg plejer at hade i TV-avisen, når de går fra en historie om hungersnød, krig og død til et indslag om en lille sød hundehvalp. Eller omvendt.
Så jeg må hellere lige gøre opmærksom på, at billedet ovenfor af den skumfødte Bo og billederne her i det næste indslag ABSOLUT IKKE er fra samme sted.
Noget tættere på Darwin, sådan omkring 50 km ned, til højre, ligeud en halv times tid og så til venstre et par kilometer af en grusvej, kommer man til Adelaide River (har ikke noget med byen Adelaide at gøre - den er sådan ca. 3000 km mod syd, og så lige en lille slat til højre).
Det er ikke en særligt pæn flod. En nogenlunde nøgtern beskrivelse ville måske mere være noget med en langsomt flydende bred kanal af letopløst mudder.
Men Adelaide River vrimler med krokodiller. Samtidig er det så tæt på udløbet i havet, at de fleste af dem er af den store bredsnudede saltvands-art (ferskvandskrokodillerne bliver "kun" op til 3 meter, og er ikke farlige for mennesker, hvis man lader dem være i fred. Saltvandskrokodillerne betegner efter sigende ferskvandskrodillerne som "snack")
Her tog vi på krokodille-krydstogt. Noget turistet, noget poppet, men også vildt imponerende og ikke så lidt skræmmende.
Før afsejling kunne man få lov til at drapere en 2 meter lang pythonslange om halsen, hvis man havde lyst. Det havde Anders, og når nu han turde, så var hans far jo ligesom også nødt til at gøre det. Som det turde fremgå tog Anders det ret roligt. Så var der da én.
Det, der er lidt specielt ved turene her, er, at man får hoppende krokodiller at se. Det er en naturlig adfærd for krokodillerne (det er sådan de piller fugle, tyskere etc. ned fra grene, der hænger ud over floden), så hvis man dingler en dejlig svinekotelet - på en MEGET lang stang - ud over bådsiden, så sker der det her:
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Selvom man ved, at det vil ske, og står i fuld sikkerhed oppe på bådens øverste dæk, er det noget af et gib i hele kroppen, når 5 meter krokodille stiller sig op på halen og knalder gebisset sammen lige foran en. Det er altså et gebis, der kan knække halsen på en 800 kg bøffel, der er gået ned for at drikke fra floden det forkerte sted.