Ningaloo/Coral Bay, Western Australia, Australien, 25. august
Da vi tog afsted hjemmefra for efterhånden længe siden, levede vi op til det gamle ordsprog om, at selv den længste rejse starter med et enkelt skridt: første etape på turen til Australien bestod i at bevæge os fra Skovbrynet nr 8 og ned til det lokale trinbrædt i Brejning for at tage regionaltoget til Fredericia.
Vores flinke nabo kastede ét blik vores rygsække og vores store sorte duffelbag og tilbød at køre os og oppakningen den halve kilometer ned til stationen! (et tilbud, som vi taknemmeligt tog imod).
Når man skal bo i telt, selv lave mad og alt det der, så har man selvfølgelig en del oppakning med. Men én yderligere grund til oppakningens størrelse, og noget, der har virket lidt fjollet gennem de sidste 2 1/2 måneds rejse gennem ørkenen, er, at vi slæber rundt på to sæt snorkeludstyr.
Og nu skulle alt slæberiet endelig komme til sin ret. Efter at have taget en overnatning i byen Onslow (som i sig selv er en historie værd - får se, om jeg når til det) og forsøgt at vaske det røde støv fra Karijini af os selv og udstyret, var næste mål noget af det, vi har glædet os til lige siden vi besluttede, at turen skulle gå til vest-australien: vi skulle ud og dykke på koral-revene ved Ningaloo.
Når man taler om at rejse i Australien er det svært at komme uden om Great Barrier Reef på øst-kysten. Det er verdens største sammenhængende koralrev, og et fantastisk sted at dykke. Vi har prøvet at dykke på Barrier Reef et par gange på vores tidligere ture, og det er alt det, man forestiller sig, og meget mere til. Det er en oplevelse for livet.
Til gengæld hører man ikke ret meget om andre steder, hvor man kan dykke. Men på vestkysten ligger Australiens andet store koralrev, som er (næsten) lige så fantastisk, men langt mere ukendt: Ningaloo revet, der strækker sig flere hundrede kilometer langs kysten.
|
|
Efter (endnu) en lang dags kørsel gennem tørt ørkenagtigt landskab endte vejen lige med ét her: der var ikke mere vej, kun en hvid sandstrand og turkisgrønt hav så langt øjet rækker. Vi var ankommet til Coral Bay.
Coral Bay kan godt minde lidt om nogle af småbyerne ved den danske vestkyst: her er to campingpladser, et hotel, to små supermarkeder og en hulens masse tyskere. Helt generelt har det været sådan, at jo længere ud i ingenting, vi har bevæget os, desto flere tyskere har vi mødt. I Coral Bay virker det som om næsten hver anden plads på campingpladsen er beboet af en tysk familie, og når vi om aftenen sidder og laver mad i pladsens udendørskøkken foregår næsten alle samtalerne rundt om os på tysk.
|
Og, apropos supermarkederne: ud over, at ting naturligt er dyrere på turiststeder, så kan man også godt se, at forsyningslinjerne herud er lange. Det er det første sted, vi nogensinde har været, hvor kartoflerne i supermarkedet er individuelt pakkede ind og prismærkede! Man køber dem, på spejderære, én ad gangen!
|
|
Noget af det helt fantastiske ved Ningaloo revet i forhold til Great Barrier Reef er, at det ligger tæt ind til kysten. I Cairns og de andre store dykkerdestinationer på østkysten skal man sejle en time eller mere ud for at komme ud til de gode dykkersteder. Her tager man maske og finner på inde på sandstranden, vakler ud i det lune og lave vand (man får ikke just nogen sexet gangart af at tage svømmefødder på!), og så, 40-50 meter ude i vandet skifter bunden fra blødt hvidt sand til de mest fantastisk skove af koraller.
|
|
Faktisk begynder korallerne så tæt på stranden, at det ikke er nødvendigt at svømme. Ved lavvande kan man vade ud til vandet når en til livet, og nå de første spredte klumper af koral. Man kan stå solidt plantet på den fine sandbund og bare bøje sig ned med dykkerbrillene under vandet og se på det rige liv, der udspiller sig under overfladen.
Men rigtigt flot og imponerende bliver det hvis man svømmer ud på 3-4 meters dybde. Man behøver ikke dykke, men kan bare ligge i overfladen og langsomt lade sig glide henover de mest utrolige formationer af mangefarvet koral og nyde det vrimlende liv af spraglede fisk. På billederne ovenfor er det hhv. Lone og Anders, der ligger og driver i overfladen.
Det er slet ikke til at beskrive hverken mængden eller variationen af fisk, der smutter ud og ind mellem korallerne. Og da vi nu alligevel har et vandtæt kamera med på turen, så får I i stedet lige nogle smagsprøver her:
|
|
|
|
|
|
I øvrigt, når nu vi er inde på det der med det vandtætte kamera, så skal vi lige af med et surt opstød: køb ALDRIG et Pentax WGS vandtæt digitalkamera. Boycott de skvadderaber, og lad de ubønhørlige sen-kapitalistiske markedskræfter lukke den bæ-biks og deres underlødige møgkameraer.
Sgu!
Se, vi købte sådan ét til turen, da vi vidste, at vi skulle ud og dykke. Det virkede fint de første par gange vi havde det med i diverse swimmingpools. Men, da vi tog det med i vandet i Lichtfield nationalparken syntes det lige med ét ikke, at det skulle være vandtæt længere. Det blev fuldt af vand. Herefter besluttede det sig for at blive vandtæt igen, så vi ikke kunne få vandet ud af det. Det lå en 7-8 dage i varmen før vandet var dampet ud af det igen, og herefter viste det sig så at være kortsluttet og lige til at smide væk. Vi måtte derfor ud og købe et andet vandtæt kamera til resten af turen
Husk det nu: køb aldrig et Pentax WGS kamera, uanset hvor godt de skriver, at det er (note: kære Pentax: hvis vi får pengene igen, når vi kommer hjem, vil vi overveje at moderere denne tekst).