Darwin, Northern Territory, Australien, 16. juli
Her kommer tre stykker trivia, som på forunderlig vis hænger sammen:
Når der er så varmt, skal man indtage mellem 4 og 6 liter væske om dagen (mere hvis man er i aktivitet midt på dagen).
En hel del af den væskeindtag er så i form af dejligt koldt øl.
Og når der er så langt til naboerne, så har man kun det underholdning, man selv står for.
Og her er det så, at det hele går op i en højere enhed. For når man har skyllet alle de øl ned, så har man en aller-hulens bunke tomme øldåser. Og hvad er så mere naturligt end at afholde en årlig kapsejlads for både, der er konstrueret af - naturligvis - tomme øldåser?
Og det er så præcist hvad de gør i Darwin, og har gjort hvert år siden 1974.
Det var vi selvfølgelig nødt til at overvære, når nu vi var på disse kanter i midten af juli. Så vi kørte tilbage fra Kakadu, tog ind på "vores" vandrehjem igen, og fangede bus nummer 4 ud til Mindil Beach til en gigantisk folkefest.
Det første, der slår en, er en lang række af underlige konstruktioner, der ligger på stranden og venter på at komme i kamp. Det er ikke småting, man kan strikke sammen af nogle tusinde øldåser og en ordentlig sjat silikone-fugemasse (og en kasseret mønttelefon? Den var der ikke rigtigt nogen, der kunne forklare)
Reglerne for kapsejladsen er ret simple: alle både skal være lavet af øl-dåser (en lille mængde sodavandsdåser kan accepteres i nødstilfælde), dåserne skal være tomme (ellers inddrager dommerne båden og bruger resten af året på at tømme dåserne selv), alle ombord skal have redningsvest på, og "du må ikke begære din næstes hustru". Som der står i det udleverede reglement: det sidste har godt nok ikke noget med kapsejladsen at gøre, men det får arrangørerne til at fremstå så respektable. De er skideskøre heroppe, men på den absolut gode måde.
Med en passende forsinkelse mellem andre mærkelige konkurrencer (vi nævner i flæng: kajak-roningskonkurrence for folk, der aldrig har siddet i en kajak før og det nationale mesterskab i længdekast med strandsandaler) hanker mandskaberne op i deres kreationer, søsætter dem fra stranden, og så går det ellers løs.
2012 var vist et godt år for øl-dåse regattaen: der var ingen af de deltagende både, der sank undervejs. Vinderen blev (vistnok - der var svært at finde ud af midt i alt grineriet) holdet med den underlige "hammer-båd". Eller også var det nogle andre. Det var vist heller ikke så vigtigt.
Ude ved den ene bøje, der skulle rundes, havde et lokalt værtshus slået sig ned med en flydende observationsplatform, der var bygget af 1,5 tons tomme øldåser. Nu ved jeg ikke præcist hvad en enkelt tom dåse vejer, men der må være gået nogle alvorlige hovedpiner til for at skaffe materialer til dét projekt! Men, så kunne den også bære godt 20 mand, og der var endda grønne dåser nok til at lave en 8 meter lang øl-dåse-krokodille på taget. Og de var forberedt på problemer: ombord var der efter sigende også 2.000 dåser koldt øl, som kunne tømmes efterhånden som behovet for evt. reparationer skulle opstå.
Som sagt: de er skideskøre heroppe. Man kan ikke andet end elske dem for det.
Åh, jo, der var lige én ting mere, vi skal have med. Lone ville ikke stå tilbage for Bos forsøg med indtagelse af mærkelige lokale specialiteter i Singapore, så da hun så denne bod på Mindil Beach var frokostvalget let:
En burger med bøf af ægte saltvandskrokodille-kød. Hun meddeler, at det smagte udmærket. Anders fik en hotdog med pølse af krokodillekød. Bo fik noget indisk sammenkogt mad, og er nu mål for diverse drillerier om manglende kulinarisk mod.